Fik kaffen helt galt i halsen, da der lød et kæmpe brag: Pludselig hang en bil halvvejs inde i hallen
Pensionister var ved at få kaffen galt i halsen.
En flok pensionister var ved at få kaffen galt i halsen, da de for nylig sad og hyggede sig i Tungelund Aktivitetscenter i Thorsø. Det gav et ordentlig brag, da en bil ved et uheld kørte gennem hallens helt specielle glasfacade.
»Jeg hørte det ikke selv, men nogle pensionister hørte det og fik kaffen galt i halsen. De sagde, at nogen var kørt ind i hallen. Jeg sagde rolig nu, men de havde ret. En bil var kørt igennem facaden og hang halvvejs inde i hallen,« fortæller centerleder Peder Thomsen.
Ingen personer kom til skade, og det store hul blev hurtigt lukket med plader, som formentlig kommer til at sidde der i længere tid. Sagen er overgivet til forsikringen, og centerlederen forventer, der kommer til at gå måneder, før glasfacaden bliver repareret.
Tungelundhallen blev etableret i 1977 og udvidet i 2005, hvor den skiftede navn til Tungelund Aktivitetscenter, der er en selvejende institution.
Bygningerne indeholder to haller samt fritids- og cafélokaler, der ifølge vedtægterne skal anvendes til afholdelse af idræts- og kulturaktiviteter, herunder møder, kurser, stævner, udstillinger, teater, koncerter og andre formål godkendt af bestyrelsen.