Aarhusiansk kirke igen ramt af skybrud - men denne gang var man forberedt
Brabrand Kirke har de seneste år været ramt af skybrud. Kirkegårdslederen håber, at de har fundet en løsning.
Efteråret er begyndt og så sent som i onsdags oplevede aarhusianere, hvordan himlen åbnede sig. Et kraftigt skybrud ramte Østjylland i løbet af eftermiddagen og aftenen. Brabrand Kirke blev endnu en gang ramt af skybrud, som før har skabt problemer.
Det skriver Folkekirken i Aarhus i en pressemeddelelse.
»Vi havde skybrud i Brabrand onsdag aften, hvilket betød, at en sti på kirkegården blev skyllet væk, og alt stigruset er endt på to gravsteder, som kræver en kraftig renovering,« siger Anton Dalgaard, der er kirkegårdsleder.
Han fortæller, at der flere gange tidligere har været problemer med, at kloakdækslet er poppet op, så vandet har kunnet løbe videre ud på kirkegården.
»I 2021 havde vi et kraftigt skybrud. Det var så kraftigt, at der kom vand ind i våbenhuset under en bisættelse, så kirketjeneren og præsten måtte ud at forsøge at få blade op af de tilstoppede riste udenfor kirken, så vi kunne få noget afvanding. Efterfølgende har vi haft fugtproblemer i våbenhuset. Tæpper er blevet skiftet, og der har stået en affugter i flere måneder,« siger Anton Dalgaard.
Oversvømmet flere gange
Første gang kontaktede kirken kommunen, og spurgte om den kunne gøre noget for at hjælpe. Efterfølgende blev der lavet forhøjninger på asfaltvejen for at sænke vandet og der blev etableret opsat større riste for bedre at kunne aflede al vandet.
Da kirken endnu en gang blev oversvømmet, blev man enige om, at der skulle gøres noget mere.
»Vi har fået sænket en sti med ca. 20 centimeter på kirkegården. Fordi stien er blevet sænket, så bliver vandet via tyngdekraften nu ledt gennem den sænkede sti på kirkegården, og til sidst ender vandet ude på vores grønne område bag ved kirkegården. Hvis vi ikke havde lavet de foranstaltninger, som vi har lavet nu, så var der højst sandsynligt stået vand i kirken igen i onsdags,« forklarer Anton Dalgaard.
Selve stien har fået en overfladebehandling og trappen, som vandet skal passere undervejs, er fuget med en epoxyfuge. På den måde skulle kirken kunne undgå, at hverken stimateriale eller trappetrin flyder væk, næste gang der falder masser af regn.
»Hvis jeg skal give et godt råd til andre kirker og kirkegårde som også oplever oversvømmelser i forbindelse med skybrud, så kan det være en fordel at bruge overfladen til at afvande i stedet for at grave det hele ned i rør,« lyder det fra Anton Dalgaard.