Fortsæt til indhold

Erfaren direktør stopper i banken - hans appetit på kulturen er uændret

64-årige Erling Sørensen har et imponerende netværk og ved, hvordan kulturlivet i Aarhus fungerer.

Samfund

»Jeg skal ikke sende en jobannonce ud,« siger Erling Sørensen, men der er heller ingen tvivl om, at manden er åbensindet, hvis nogen skulle vise interesse for at udnytte hans evner. Ikke i et fast job, men til bestyrelsesopgaver.

Bestyrelser har manden været aktiv i sjældent mange af. Det har han ved siden af sit job som direktør for Spar Nord Aarhus, en stilling han nu fratræder efter lige godt 10 år. Spar Nord blev i maj en del af Nykredit-koncernen, og det er tid til et generationsskifte i den nye konstellation.

»Jeg mener, jeg stopper på toppen. Det er en velsmurt forretning med et godt omdømme udadtil. Jeg har været med til at tegne den situation, og jeg har god samvittighed med at give stafetten videre,« siger Erling Sørensen.

Det, der gør historien om 64-årige Erling Sørensen til mere end bare en historie om en semi-pensionerende bankmand, er hans mangeårige arbejde for at bedre kulturlivet i Aarhus og omegn. Det er ofte sket i erhvervsnetværk, blandt mange andre Musikhusets sponsornetværk, Erhvervsnetværket på Aarhus Teater og Teater Svalegangens erhvervsnetværk.

»Erhverv og kultur har en gensidig afhængighed. Aarhus er en dejlig by, og kulturen er med til at berige Aarhus og tiltrække folk til byen. Det giver værdi for virksomheder at tappe ind i kulturen. Der er en kommerciel del. Man kan gøre sit brand mere synligt. Samtidig er kultur også erhverv, for kulturaktørerne skal skaffe indtægter via billetsalg. Jeg har fået øjnene op for de kræfter, der opstår når man kombinerer de to verdener,« siger Erling Sørensen.

Inkarneret optimist

Erling Sørensen, der er glødende Liverpool-fan, har tilbragt utallige aftener som tilskuer/sponsor/netværksmenneske ved teaterstykker, koncerter, receptioner og ferniseringer i Aarhus-området. Ofte har han taget sin kone, Gitte, med, og ofte har de besøgt en af de store kulturinstitutioner.

»Jeg er ikke kræsen i forhold til at smage på kulturen. Det er det, man bliver beriget af. Det kan godt være, at jeg har været til nogle kulturelle begivenheder, hvor jeg bagefter har tænkt: ”Det kunne jeg ikke bruge til noget,” men så er jeg blevet afklaret. Jeg er tilpas nysgerrig, og det er nemmere at tale med om noget, når man har prøvet det,« siger Erling Sørensen og fortsætter:

»De netværk, jeg har været del af, har givet mig en masse gode og store oplevelser og nogle relationer i andre kredse, end jeg har haft før. De har også givet mig mulighed for at promovere banken som en værdiaktør i Aarhus og støtte bredere ud i kommunen.«

Kultur og idræt giver stor værdi for samfundet, mener Erling Sørensen. Foto: Spar Nord

Erling Sørensen er, siger han, udpræget optimist, og hans mantra, der står indrammet på hans kontor, er tyvstjålet fra livsstilsguru Chris MacDonald.

»Optimisme er en bedre fremtid. For med mindre du tror på, at fremtiden kan blive bedre, er det usandsynligt, at du vil anstrenge dig og tage ansvar for, at den bliver bedre,« lyder mantraet.

»Hamrende vigtigt«

Den erfarne bankmand og forhandler er ikke bleg for at bruge humor til at demontere en alvorlig situation.

»Jeg er en glad person, og man kan måske sige, at jeg er jovial. Men jeg ved godt, hvornår det skal være sjovt, og hvornår det er alvor. Jeg er også et åbent menneske, der generelt er meget tilgængelig,« siger han.

Der er ikke længe til kommunalvalget 2025, og det betyder også, at der er budgetforhandlinger rundt om hjørnet. Hvis man spørger Erling Sørensen, kunne politikerne i Aarhus Byråd godt have større fokus på kultur og idræt, når pengene skal fordeles.

»Kultur og idræt er et residual, og det er bekymrende, for begge giver stor værdi for samfundet. Foreningslivet er hamrende vigtigt,« siger han.

Erling Sørensen spiller selv old boys fodbold i Mårslet, hvor han har boet siden 1988. Med jævne mellemrum svinger han også en golfkølle.

17. oktober fylder Erling Sørensen 65 år. I oktober afholdes også en farvelreception for ham i Musikhuset. Han fortsætter dog som konsulent i Spar Nord i Ceresbyen indtil nytår.

Erling Sørensen er gift med Gitte. Parret har sammen døtrene Rikke (29 år) og Mette (33) og snart fire børnebørn. Deres morfar får nok tid til at hente og bringe, når det bliver nødvendigt.