Mathilde blev stukket af myg på drømmerejsen – pludselig kunne kæresten ikke få kontakt
For et halvt år siden blev Mathilde Elmer ramt af en sjælden sygdom på Bali. I dag mærker hun stadig eftervirkningerne.
I april måned var Mathilde Elmer og hendes kæreste fra Aarhus på deres drømmerejse til Asien. Her skulle de blandt andet forbi Thailand, Japan og Bali. De havde længe glædet sig til eventyret, men rejsen tog en uventet drejning.
8. april var de nået til Bali. Den sidste destination på rejsen. Her fik Mathilde Elmer det pludselig rigtig skidt. Hun var træt, havde ondt i hovedet og mærkede influenzalignende symptomer.
»I starten troede jeg bare, at det var væskemangel. Det var måske lidt en naiv backpacker-mentalitet, jeg havde« siger hun.
I to dage forsøgte hun at sove sygdommen væk. Men på tredjedagen, 10. april, var hun meget sløj og havde store ledsmerter. Mathilde Elmers kæreste kunne næsten ikke komme i kontakt med hende, og hun blev straks kørt til det nærmeste lægehus i Ubud på Bali.
»Jeg havde ondt i led, som jeg ikke vidste, at man kunne have ondt i. Min nakke var helt stiv, og jeg kunne ikke bøje mine fingre eller knæ. Udover det havde jeg en ubeskrivelig hovedpine, der føltes som migræne. Det dunkede bag mine øjne,« siger hun.
Lægerne tog hendes temperatur og konstaterede, at hun havde 39 i feber.
Kritisk tilstand
Fra lægehuset blev Mathilde Elmer kørt videre til det nærmeste hospital i Ubud. Til at starte med var hun ikke så bekymret, hun tænkte, at hun nok bare havde influenza.
»Lægerne ville tage en blodprøve for at måle mine tal. De forsøgte i lang tid, men de kunne ikke finde nogle blodårer på mig. Det var der, at de første alarmklokker begyndte at ringe,« siger hun.
Hun fik et drop med febernedsættende medicin. Efter nogle timer diagnosticerede lægerne hende med denguefeber.
»Jeg var ret chokeret, fordi jeg var vaccineret mod denguefeber, inden jeg tog afsted. Jeg forstod slet ikke, at det var det, jeg fejlede,« siger hun og fortsætter:
»Da jeg blev smittet, fandt jeg pludselig ud af, hvor langt væk hjemmefra, jeg var. Den hjælp, man normalt kan få i Danmark, kunne man ikke få der. Jeg forsøgte at bide smerterne i mig og nyde resten af rejsen.«
De influenzalignende symptomer forsvandt, men ledsmerterne fortsatte.
Fejldiagnosticeret
Carsten Schade Larsen er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Skejby. Han fortæller, at det kan være svært for læger at skelne mellem de forskellige myggebårne virusinfektioner. Det kan kræve, at der bliver taget flere forskellige blodprøver.
»Når man er vaccineret mod denguefeber, har man antistoffer i kroppen. Derfor vil man automatisk bone ud, når man bliver testet for denguefeber. Det sker for flere rejsende, at de tror, at de er smittet med denguefeber, selvom de er vaccineret,« siger han. og fortsætter:
Da Mathilde Elmer kom hjem fra rejsen, var hendes overskud meget begrænset. Hun havde ellers set frem til, at hun igen kunne se sine venner og komme på arbejde igen.
»Da jeg kom hjem, havde jeg ingen energi i min krop. Mit overskud var helt væk, fordi jeg døjede med store ledsmerter i samtlige led,« siger hun.
Gennem sin forsikring blev hun videresendt til en omfattende undersøgelse på Aarhus Universitetshospitals infektionsafdeling. De testede hende for samtlige infektioner. Men alle test var negative. Selv testen for denguefeber.
»Det var først efter mange test, at lægerne fandt ud af, hvad jeg rent faktisk fejlede,« siger hun.
Lægerne på Bali havde fejldiagnosticeret hende. I virkeligheden havde hun den sjældne myggebårne virusinfektion, chikungunya.
Selvom den er sjælden, er der i 2025 registreret 408 chikungunya-tilfælde. Det er det højeste antal nogensinde, ifølge ECDC. Globalt er over 240.000 mennesker smittet og 90 døde af sygdommen i 2025. På trods af 90 dødsfald i 2025 på verdensplan understreger overlæge Carsten Schade Larsen, at man ikke skal være bekymret.
»Dødeligheden er lav, hvis man bliver ramt af chikungunya. Problemet ligger i, at der ikke er nogen behandling mod chikungunya, og det kan have langvarige konsekvenser. Mellem 30 og 40 procent oplever at få gigtlignende smerter,« siger han og fortsætter:
»Vaccinen mod denguefeber har ingen effekt på chikungunya.«
Langvarige men
I dag har Mathilde Elmer stadigvæk men, selvom det er et halvt år siden, at hun blev smittet. Hun kæmper med ledsmerter, men er begyndt i et forløb, så hun kan holde til arbejde nu.
»Jeg vil beskrive ledsmerterne som, når man brækker sine knogler. Det gør ulideligt ondt,« siger hun.
Hun har udviklet en reaktiv gigtform, der er kommet af infektionen. Det er blandt andet overlæge Carsten Schade Larsen, der har hjulpet hende med at få sin hverdag tilbage. Hun har fået sat blokader ind, som gør, at hun nu kan holde til at gå på arbejde igen.
»Den frihed, jeg har som 21-årig, har været meget begrænset, efter jeg kom hjem fra rejsen. Jeg har f.eks. altid godt kunnet lide at løbe, men det har jeg heller ikke kunnet,« siger Mathilde Elmer.
Mathilde Elmer er glad for, at hun valgte at blive vaccineret for blandt andet denguefeber. For hun tør ikke tænke på, hvordan hun havde haft det, hvis hun ikke var blevet vaccineret.