Fortsæt til indhold

»Vi har ikke Tivoli, men vi har Gudenåen«

Nu kan du gå en lang tur langs Gudenåen ved Ulstrup uden at få våde fødder.

Samfund
jr

»Vi har ikke Tivoli, men vi har Gudenåen. Favrskov har ikke de store forlystelser, men vi har en natur, som er noget helt særligt, og med Trækstien er den nu endnu mere tilgængelig for både borgere og gæster.«

Sådan lød det fra borgmester Lars Storgaard, da han indviede den forbedrede del af Trækstien fra Ulstrup til Åbro ved Langå. Nu kan man gå den ca. fem kilometer lange strækning tørskoet takket være de forbedrede stier og træbroer, som giver endnu bedre adgang til naturområder omkring Gudenåen. Enkelte gange i løbet af året vil stien dog stadig blive oversvømmet, og så vil QR-koder langs stien hjælpe vandrerne med at finde alternative ruter.

Trækstien indgår i det store projekt Gudenåstien, som indvies i foråret 2026 og gør det muligt at gå langs Gudenåen fra udspringet ved Vejle til udløbet i Randers Fjord.

Projektet er blevet til i samarbejde mellem syv kommuner, tre styrelser og lodsejere der frivilligt har givet plads, og med støtte fra både Nordea-Fonden og A.P. Møller Fonden.