Tjek dine røgalarmer
I tilfælde af brand kan en røgalarm være forskellen på liv og død. Derfor skal du give dine røgalarmer et grundigt tjek jævnligt for at sikre dig, at de virker.
Alle typer røgalarmer bør renses, støvsuges og vaskes for snavs og andet skidt, der ikke bør være der. Støv kan være årsag til, at røgalarmen ikke virker optimalt. Rengør dine røgalarmer jævnligt med en blød, opvredet klud.
Røgalarmer vil som regel udsende biplyde igennem en længere periode, når batteriet skal skiftes.
Du bør tjekke, om alarmerne virker, mindst en gang om året. Især de batteridrevne, da batteriet kan blive fladt. Det kan fx være 1. december, der er fælles, nordisk røgalarmdag – december er den måned, hvor der er klart flest brande i boliger.
Det er også en god idé at tjekke, om røgalarmerne virker, hvis du har været væk fra dit hjem i længere tid, da du så ikke har kunnet høre evt. biplyde, der har advaret om, at batteriet er ved at løbet tør for strøm.
Sådan tjekker du din røgalarm
Test, om røgalarmen virker, ved at trykke på alarmens testknap. Lyder der et bip, er der strøm på batterierne. Backupbatteriet på den eldrevne røgalarm skal også tjekkes og skiftes efter behov.
Nogle røgalarmer har et indbygget batteri med en levetid på op til 10 år, og de kan ikke skiftes. Derfor skal du skifte hele røgalarmen, når sådan en røgalarm udsender jævnlige biplyde.
Beredskabsstyrelsen anbefaler, at du skifter røgalarmer ca. hvert 10 år.
Hvorfor sikre sig mod brand med røgalarmer?
En røgalarm går i gang med at hyle allerede ved ganske små koncentrationer af røg. Derfor kan den advare dig, inden røgudvikling og brand bliver for stor.
Hvis branden opstår, mens du ligger og sover, kan en røgalarm være forskellen på liv og død. I løbet af de seneste 10 år er i gennemsnit 64 personer døde i brandulykker om året.