Fortsæt til indhold

Se projekterne: De kæmper om at vinde Aarhusianernes Arkitekturpris 2025

Aarhus Kommune har offentliggjort de projekter, som kæmper om at vinde kommunens tre arkitekturpriser.

Samfund
jwh

De nominerede til Aarhus Kommunes tre arkitekturpriser er nu blevet offentliggjort, oplyses det i en pressemeddelelse.

Aarhusianere har selv været med til at udvælge de seks projekter, som er nomineret til den ene af priserne, Aarhusianernes Arkitekturpris 2025.

De seks projekter er valgt blandt 32 indstillinger fra borgere, bygherrer og fagfolk. Ifølge komitéen »repræsenterer de hver især forskellige tilgange til arkitektur, men har dét til fælles, at de bidrager til en mere bæredygtig by – miljømæssigt, kulturelt og socialt,« fremgår det af pressemeddelelsen.

Nu er det op til aarhusianerne at bestemme, hvem der skal løbe med prisen.

»Det er inspirerende at se, hvordan aarhusianerne engagerer sig i byens udvikling. Vi har brug for forskellige stemmer, når vi taler om arkitektur. Det handler om, hvordan byen opleves, bruges og fungerer i hverdagen. Jeg håber, mange vil tage et kig på de nominerede og være med til at stemme,« siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.

»På Sydhavnen – lige overfor den gamle slagtehusgrund og restaurant Kohalen – ligger Træ: Et ambitiøst, modigt og nyskabende højhus, der på eksperimenterende og forbilledlig vis bearbejder temaer om bæredygtighed, genbrug og byggeteknik på en måde, der ikke før er set i dansk kontekst,« lyder det i beskrivelsen på Aarhus Kommunes hjemmeside. Foto: Aarhus Kommune
»I Risskov – lige ved siden af den gamle hospitalspark – ligger AAB Bindesbøll: Et renoveret og transformeret, tidligere psykiatrisk hospital med bevaringsværdig facade, der i dag rummer 231 andelsboliger i varierende størrelser og udformninger,« lyder det i beskrivelsen på Aarhus Kommunes hjemmeside. Foto: Aarhus Kommune
»I bunden af Trøjborg på Sandgravvej – lige mellem Nordre Kirkegård og Aarhus Lystbådehavn – ligger de Gule Huse: En ny boligbebyggelse i lyse, gule sten med saddeltag og respekt for nærområde og landskab,« lyder det i beskrivelsen på Aarhus Kommunes hjemmeside. Foto: Aarhus Kommune
»På Wilhelm Meyers Allé – lige ved siden af søerne i den sydlige del af Universitetsparken – ligger Bartholin Komplekset: Et nyligt renoveret og transformeret, markant bygningsværk i det kanoniserede universitetsbyggeri, der huser forsknings- og undervisningsfaciliteter på Institut for Biomedicin,« lyder det i beskrivelsen på Aarhus Kommunes hjemmeside. Foto: Aarhus Kommune
»På Frederiksbjerg – og mange andre steder i Aarhus – har Aarhus Kommune lavet ”hundeører”: Et mobilitets- og byrumskoncept med udvidede gadehjørner, hvor fortovskanten er hævet over vejen, og der er gjort plads til bede, bænke og byliv,« lyder det i beskrivelsen på Aarhus Kommunes hjemmeside. Foto: Aarhus Kommune
»Rundt omkring i Aarhus – på udvalgte gader, pladser og torve – står Kredsløbs Byttebokse: Syv ombyggede skibscontainere beklædt med genbrugstræ og sedumbakker på taget for en grønnere oplevelse,« lyder det i beskrivelsen på Aarhus Kommunes hjemmeside. Foto: Aarhus Kommune

To faglige priser

Sideløbende med aarhusianernes egen pris har en faglig bedømmelseskomité udvalgt ni nominerede projekter til de to øvrige priser, fremgår det af pressemeddelelsen.

»De fagligt nominerede projekter viser mangfoldigheden i den aktuelle bolig- og erhvervsarkitektur. Fra et tinyhouse i baggården, rækkehuse med fokus på fællesskaber og højhuse, der markerer sig i Aarhus skyline. Fra nybyggeri til ombygning af vigtig kulturarv i Aarhus. Arkitekturen skal bygges med omtanke på de næste generationer. Hvert giver form til vores bydele og arkitekturen har betydning for trivsel og klimaet. Derfor skal vi hylde de bygherrer og arkitekter, der gør sig særligt umage,« siger stadsarkitekt Anne Mette Boye, som er medlem af den faglige komité.

Alle er velkomne, når Aarhus Arkitekturpriser bliver uddelt torsdag den 9. oktober kl. 15.00 på Dokk1 som en del af Aarhus Arkitekturuge.