Fortsæt til indhold

Mærsk vil sende kæmperegning til Aarhus Havn: Kræver milliarderstatning

Mærsk og APM Terminals har overfor Retten i Aarhus opgjort sit krav mod Aarhus Havn.

Samfund

Det kan koste Aarhus Havn dyrt, hvis den taber retssagen med Mærsk og terminaloperatøren APM Terminals.

Rigtig dyrt.

Efter krav fra Retten i Aarhus har den danske rederigigant nu opgjort det erstatningskrav, som man mener, at Aarhus Havn skal betale, hvis sagens udfald går imod havnen.

1,252 milliarder kroner, lyder kravet på. Det fremgår af et processkrift, der er blevet indleveret til retten.

Mærsk/APMT har ellers argumenteret for, at det først skulle afgøres, om havnen har handlet ansvarspådragende ved at indgå aftale med konkurrenten MSC om en ny terminal på Omniterminalen.

Men retten har krævet, at et beløb skulle på bordet, og det er der nu kommet.

»Vi mener, at Aarhus havn har handlet ansvarspådragende, og vi argumenterer for, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem Aarhus Havns ansvarspådragende adfærd og APM Terminals’ forventede tab,« siger Mikael Gutman, direktør for APM Terminals Nordic.

Beløbet er man kommet frem til ved at kigge på, hvad APM Terminals frem til 2050, hvor selskabets lejeaftale udløber, forventeligt vil tabe på både at miste MSC som storkunde og få en ny konkurrent i Aarhus.

I skriftet pointeres det, at man har forudsat et »konservativt væksttal« på 1,5 pct., og at den finansielle effekt reelt er større, fordi der også knytter sig store faste omkostninger til driften af containerterminalen.

»APM Terminals’ tab i form af tabt fortjeneste ville ikke være lidt, hvis Aarhus Havn havde fulgt de forvaltningsretlige principper i markedsdialogen, havde overholdt den indgåede Memorandum of Understandning og efterlevet bestemmelserne i den gældende lokalplan. APM Terminals ville derudover ikke have afholdt omkostninger til deltagelse i markedsdialogen, hvis vi havde været klar over, at Aarhus Havn særligt ville lægge vægt på og varetage interesser hos MSC/TIL,« siger Mikael Gutman.

Aarhus Havn har tidligere i sagen gjort gældende, at den forventede indtægt fra MSC/TIL-operationen vil beløbe sig til 1-2 milliarder kroner over en 30-årig periode.

Det er vigtigt at holde for øje, at det markante beløb kun kommer på banen, fordi Mærsk/APMT er blevet tvunget til det. Det behøver dog ikke nå så langt, at der skal udbetales erstatning, kan man læse i processkriftet.

Her bemærker Mærsk/APMT nemlig, at kravet droppes, hvis Aarhus Havn ophæver lejekontrakten med MSC/TIL og »indleder en ny proces for tildeling af areallejekontrakt i overensstemmelse med de gældende forvaltningsretlige principper«.

Med andre ord siger Mærsk/APMT: Start forfra og sørg for en lige spillebane for alle parter.

»Idet tabet i form af tabt fortjeneste endnu ikke er lidt og dermed fortsat kan undgås, bad vi indledende om rettens stillingtagen til, om reglerne blev brudt. Den tilgang er vi stadig tilhænger af,« siger Mikael Gutman.

Fra Aarhus Havn lyder det, at opgørelsen af et erstatningsbeløb ikke har betydning for, hvordan den ser på sagen.

»Vi noterer os, at APM Terminals endnu engang har ændret påstand. Den nye påstand er dog ikke noget, der ændrer på vores grundlæggende opfattelse af sagen,« siger Aarhus Havns kommunikationschef Daniel Møller Jensen.

Mikael Gutman har tidligere overfor nærværende avis slået fast, at Mærsk/APMT vil se sig nødsaget til at droppe en investering på op mod to milliarder kroner i terminalen på Aarhus Havn, hvis en konkurrerende terminal bliver en realitet.