Karin Salling klipper snoren, når Campus Bøgehøj indvier ny fløj
Helt nye rammer og 80 nye værelser er færdigopført på Salling Groups kursuscenter Campus Bøgehøj i Ebeltoft.
Det er kulminationen på fem års intenst arbejde, når Campus Bøgehøjs nye værelsesfløj, Bøgelunden, i Ebeltoft bliver indviet onsdag 24. september. Det fortæller Salling Group i en pressemeddelelse.
Bøgelunden er kronen på værket i en gennemgribende renovering af stedet. Den helt nye værelsesfløj med 80 værelser er tegnet af C.F. Møller Architects og er opført i træ.
Stedet er ejet af Salling Group, som hvert år huser over 20.000 gæster, der består af virksomhedens elever, ledere og medarbejdere, og det er stedet, hvor samtlige af Salling Groups elever kommer for at blive uddannet.
»Det har været en fantastisk proces at arbejde tæt sammen med Salling Groups projektchef og -leder, Frank Kejlberg og Thomas Bæk om det banebrydende projekt, da byggeriet er opført i træ og med sedumtag. Vi er virkelig stolte af den nye bygning, og vi glæder os til at tage imod vores gæster,« fortæller leder af Campus Bøgehøj, Karen Andresen.
Borgmesterne holder tale
Ved indvielsen kommer borgmester, Michael Stegger Jensen og holder tale, Karin Salling klipper snoren, og administrerende direktør for Salling Group, Anders Hagh samt Louise Gade, Executive Vice President People, Culture & Sustainability i Salling Group lægger også vejen forbi.
»Jeg glæder mig virkelig meget til indvielsen. Vi har nogle helt nye og fede rammer, vi kan tilbyde, og vi får plads til endnu flere gæster. Det smitter også af på Ebeltoft, når vi har besøg af gæster på Campus Bøgehøj, fordi der kommer flere besøgende til byen, og jeg er glad for, at vi kan være med til at bidrage positivt til det lokale liv i byen,« siger Karen Andresen.
Også for arkitekten bag byggeriet, Klaus Toustrup, partner hos C.F. Møller Architects, bliver indvielsen en stor dag.
»Med Bøgelunden har vi ønsket at skabe et projekt, der både rækker bagud i respekt for Friis & Moltkes oprindelige arkitektur og samtidig peger fremad med omtanke for klima og miljø, da klimapåvirkningen fra træbyggeri er lavere end konventionelt byggeri. Det mærkes allerede ved ankomsten og videre gennem konferencefaciliteterne, værelserne – og kulminerer i det store fællesrum på taget, hvor en rooftop byder på en enestående udsigt over den smukke natur,« siger han.
Indvielsen af den nye fløj er kun for inviterede, men næste år fylder Campus Bøgehøj 30 år, og det bliver blandt andet fejret med rundvisning og åbent hus, lover Salling Group i pressemeddelelsen.