Fortsæt til indhold

Springende laks i træ hylder borgmesteren

Samfund
sra

I anledning af borgmester Torben Hansens 60-års-fødselsdag 11. september havde Socialdemokratiet i Randers Kommune valgt en ganske særlig gave: en springende laks skabt af motorsavskunstneren Torben Møller.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Laksen er kendt som ’åens konge’ – en fisk, der gennemfører en livsrejse på tusindvis af kilometer fra sin fødsel i åen til Nordatlanten og tilbage igen for at gyde. Den kan springe tre meter op i vandfald og kæmpe sig gennem strømmende vand for at nå sine gydepladser.

Dette stærke symbol er valgt som et billede på de store opgaver, som borgmesteren har stået i spidsen for i Randers Kommune - heriblandt arbejdet med Nordic Waste og visionen om Fremtidens Randers.

Samtidig peger gaven fremad. Laksen har historisk været knyttet til Gudenåen og Randers, og med den igangværende genopretning af Gudenåen er håbet, at gudenålaksen igen kan blive en naturlig del af områdets fauna - og dermed et vartegn for Randers.

At netop en laks blev valgt, er også personligt velvalgt. Borgmester Torben Hansen er en erfaren lystfisker, og koblingen mellem natur, kultur og personlig passion gør gaven ekstra meningsfuld.