Fortsæt til indhold

Sådan bliver din overgang til seniorlivet meningsfuld

Randers Kommune inviterer til en inspirerende aften med oplæg, dialog og fællesskab.

Samfund
sra

Når arbejdslivet slutter, venter en ny livsfase fuld af muligheder. Men hvordan finder du meningsfulde fællesskaber, aktiviteter og glæde i hverdagen som senior?

Det sætter Randers Kommune fokus på torsdag 23. oktober, hvor arrangementet ’Fra arbejdsliv til aktivt seniorliv’ inviterer alle interesserede til en inspirerende aften i Arena Randers. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Aftenen byder på oplæg af aldringsforsker Henning Kirk, der vil fortælle om, hvordan overgangen til seniorlivet kan blive starten på noget nyt og givende. Derudover vil der være let forplejning, korte historier fra borgere, som deler deres erfaringer, samt mulighed for dialog om, hvordan man selv ønsker at forme sit fremtidige seniorliv.

Arrangementet er en del af initiativet Bevæg dig for livet og Randers Kommunes arbejde med fritids- og idrætspolitikken, hvor et centralt indsatsområde er at skabe stærke fællesskaber for borgere over 60 år.

»Vi ønsker at gøre det lettere for borgere i alderen 60+ at finde nye fællesskaber og aktiviteter, når arbejdslivet slutter. Mange har både ressourcer og lyst til at være aktive - som deltagere, frivillige eller kulturbærere i vores stærke foreningstradition. Dette arrangement er et vigtigt skridt i at skabe rammer og inspiration til et aktivt seniorliv, der giver mening for den enkelte,« siger formanden for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, Louise Høeg (V).

Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding via www.randers.dk/aktivsenior, hvor du også kan læse mere om arrangementet.