Norddjurs Kommune falder i erhvervsmåling - det skal tages alvorligt
Norddjurs Kommune har stolte traditioner for et stærkt lokalt erhvervsliv, men i Dansk Industris seneste erhvervsvenligheds undersøgelse er vi rykket fra en flot 13. plads ned til en 28. plads, hvilket stadig er i den tredje bedste halvdel.
Det bør ikke ses noget alarmerende, men som et signal om at vi skal tage bedre hånd om de virksomheder, der holder hjulene i gang i vores kommune.
Mange små erhvervsdrivende fortæller, at lysten til at være selvstændig svækkes. De startede virksomhed for at bruge deres faglighed og skabe værdi for kunderne – ikke for at drukne i papirarbejde.
Særligt håndværksfagene oplever, at tiden ved skrivebordet tager overhånd: ESG-regnskaber, affaldsdeklarationer, risikovurderinger, kvalitetssikring, asbesttilladelser, indberetninger til kommunen og Arbejdstilsynet samt endeløse mailtråde mellem bygherrer, arkitekter og ingeniører sluger timer, timer der kunne være brugt på kunderne og opgaverne.
Selvfølgelig skal vi ikke forenkle på bekostning af sikkerhed eller miljø. Regler der beskytter medarbejdere, kunder og naturen er vigtige og skal respekteres. Men vi kan gøre mere for at sikre, at de nødvendige krav administreres på en måde, der ikke kvæler lysten til at drive virksomhed.
Små firmaer med 1-10 ansatte har sjældent ressourcerne til at ansætte administrative medarbejdere. Når papirarbejdet bliver for omfattende, kan det skræmme både erfarne håndværkere og nye iværksættere væk.
Det betyder færre nye CVR-numre, færre lokale arbejdspladser og et svagere erhvervsliv.
Vi ser samtidig et fald i antallet af unge, der søger ind på erhvervsuddannelserne. Det kan hænge sammen med, at vejen til et håndværksfag kan virke for uoverskuelig for dem, der måske ikke har haft/har det nemt i skolen. Derfor er kommunens nye Juniormesterlære et fantastisk skridt i den rigtige retning.
Den giver unge en praktisk og håndgribelig indgang til arbejdsmarkedet og kan være med til at genoplive interessen for erhvervsfagene. Men hvis der ikke er virksomheder til at tage imod disse Juniormester praktikanter, risikere vi at miste dem på arbejdsmarkedet. Der skal være overskud og tid i firmaerne til at tage imod disse praktikanter.
Norddjurs har store muligheder, som vi bør udnytte. Vi råder over attraktive arealer, hvor Grøn energi kan udvikles – en nøglefaktor for fremtidens erhvervsliv og et område, hvor vi kan tiltrække virksomheder og investeringer. Men hvis vi vil være en attraktiv kommune for både eksisterende og nye virksomheder, skal vi sikre, at regler og procedurer ikke tager modet fra dem, der vil skabe arbejdspladser og vækst.
Der er brug for, at vi styrker samarbejdet mellem kommune og erhvervslivet, forenkler processer og styrker dialogen. Ved at skabe en kultur, hvor der er mindre bureaukrati i forvaltningen af alle disse regler, kan vi vende udviklingen og igen blive kendt som et sted, hvor det er både muligt og motiverende at drive virksomhed.
Hvis vi lykkes med at genskabe lysten til at være selvstændig, vil det ikke kun styrke virksomhederne – det vil styrke fællesskabet, skabe arbejdspladser og sikre Norddjurs en stærkere fremtid.