Mulle – mor til to: »Mennesker med handicap er bedre forældre«
Mulle Skouboe vil gøre op med fordommene.
»Jeg synes faktisk, at mennesker med handicap er langt bedre forældre end mennesker uden et handicap,« siger Mulle Skouboe fra Odder til TV2 Østjylland.
Hun er mor til to piger og har cerebral parese – en spastisk lammelse, som betyder, at hun sidder i kørestol og har svært ved at kontrollere nogle dele af sin krop.
Det er ikke uden udfordringer at være mor og samtidig have et handicap, og hun har flere gange oplevet, at fordomme følger hende.
Dem mærker hun især, når hun deler ud af sit liv på sociale medier, hvor flere end 19.000 følger hende på Facebook og 10.200 på Instagram.
Forleden fortalte hun i et opslag, hvordan hun i det samme døgn, som hun havde født sit første barn, blev spurgt af en læge og en sygeplejerske, om hun havde overvejet at bortadoptere barnet og blive steriliseret.
»Jeg gik i chok, men jeg fandt hurtigt styrken frem og måtte fortælle dem, at de intet belæg havde for at sige sådan noget til mig. Det gør mig ondt, at vi stadig i dag lever i et samfund, hvor mennesker med handicap bliver mødt med den slags fordomme,« skriver hun i opslaget om sin oplevelse.
Mulle Skouboe blev gravid efter »en festlig aften og en hel flaske tequila«, som hun udtrykker det.
Nogle år senere kom endnu en datter til verden.
Men glæden blev afløst af en svær tid, da hendes ældste datter som syvårig blev fjernet fra hjemmet. Hun var væk fra sin mor i lidt mere end to år, og efter en hård kamp fik Mulle Skouboe sin datter hjem igen.
»Jeg blev undersøgt fra top til tå, og der er ikke noget i vejen med mine forældreevner,« siger hun til TV 2 Østjylland.
Men selvom den ældste datter, der nu er 17 år, er kommet hjem igen, hænger det fast i kommentarsporet på Mulle Skouboes videoer.
»Folk skriver blandt andet, at min datter skulle være blevet i sin plejefamilie,« fortæller Mulle Skouboe.
Ifølge hende er der generelt mange fordomme, når mennesker med handicap vælger at få børn.
Hun valgte i øvrigt at blive steriliseret efter at have fået sit andet barn, selv om hun gerne ville have haft en treer.
Med et motorisk handicap følger nogle praktiske begrænsninger for ting, som ellers kan være almindelige for en nybagt mor.
»Rent fysisk kan jeg ikke skifte en ble, give dem tøj på og vaske deres hår,« forklarer hun.
I stedet har hun hjælpere, som træder til i hverdagen. For hende er det ikke anderledes end de familier, der f.eks. vælger at have en au pair, og det vigtigste – understreger hun – er stadig hendes nærvær.
»Jeg kan godt give mine børn omsorg, knus og kram. Hvis de falder og slår sig, er det mig, der trøster dem. Hvis de er syge, er det mig, der trøster. Alt det, der er kernen af kærligheden – det er mig.«
For Mulle Skouboe er det ikke kun muligt at være en god mor med et handicap. Hun mener faktisk, at det gør hende til en bedre forælder.
»Vores børn vokser op og bliver nogle fordomsfrie mennesker, som ser verden på en helt anden måde,« uddyber hun.
Tilbage sidder hun med et klart budskab til dem, som fortæller hende, at hun ikke burde have børn.
»Det er ikke mig selv, der har et problem med mit handicap – det er jer. Vi mennesker med handicap har både hjerne og hjerte,« afslutter hun.