Droner over København sendte fly til Aarhus
Droner over Københavns Lufthavn udløste ifølge Naviair 100 aflysninger og påvirkede 20.000 rejsende.
Luftrummet over Københavns Lufthavn blev mandag aften lukket, efter at der var blevet observeret to til tre uidentificerede droner i området.
Det skete klokken 20.30, og herefter blev al flytrafik til og fra lufthavnen indstillet.
31 fly måtte søge til andre lufthavne – blandt andet til Aarhus Airport – mens der var omkring 100 aflysninger.
Tina Baungaard, der er kommunikationschef i Aarhus Airport, oplyste klokken 23.12 til TV2 Østjylland, at lufthavnen på det tidspunkt havde modtaget fem omdirigerede fly.
Aflysninger og omdirigeringer påvirkede omkring 20.000 passagerer, oplyser driftsdirektør hos Naviair Morten Fruensgaard på et pressemøde.
Flytrafikken blev genoptaget, efter at der i et uspecificeret tidsrum ikke var blevet observeret droner i området.
»Kapabel aktør«
Det er politiets vurdering, at det formentlig er en ”kapabel aktør”, der står bag de droner, der natten til tirsdag blev observeret over Københavns Lufthavn.
Det siger Jens Jespersen, der er ledende politiinspektør hos Københavns Politi, på et pressemøde tirsdag morgen.
»Dronernes måde at operere på, deres størrelse og tiden over målet gjorde, at vi konkluderede, at det formentlig er en kapabel aktør bag anvendelsen af dronerne,« siger han.
Adspurgt om, hvorvidt det er Rusland, der står bag, svarer Jens Jespersen:
»Det kan jeg ikke sige noget om, jeg ved det simpelthen ikke.«
Det ved vi:
* Politiet modtog en anmeldelse om droneaktivitet omkring klokken 20.30. Herefter rykkede politiet ud til lufthavnen, hvor det også observerede droner i luftrummet.
* Dronerne fløj selv væk fra lufthavnen og blev ikke ”taget ned” af danske myndigheder.
* Politiet har iværksat en intensiv efterforskning for at finde ud af mere om dronerne. Den efterforskning sker blandt andet i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret.
* I forbindelse med efterforskningen vil der blive iværksat en række tiltag fra myndighederne.
* Politiet samarbejder med udenlandske myndigheder, heriblandt norsk politi, efter at Oslo Lufthavn natten til tirsdag er lukket som følge af droneaktivitet.