En liste du ikke vil misse: Mille hitter, men Prinsesse Skumfidus er da helt purrfekt
»Vi ser de samme klassiske navne gå igen over hele landet,« lyder det fra Dyrenes Beskyttelse, men nogle katte i Favrskov render alligevel rundt med meget kreative navne.
Dyrenes Beskyttelse har lanceret en onlineberegner af, hvor sjældne kattenavne er for at gøre opmærksom på behovet for obligatorisk mærkning og registrering.
I den forbindelse har organisationen opgjort de mest populære navne i Favrskov Kommune, og det er klassiske kattenavne, der hitter, viser analysen af registrerede kattenavne fra de seneste 15 år. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Mille, Simba og Felix topper listen.
»Vi ser de samme klassiske navne gå igen over hele landet. Nogle af dem har efterhånden fået status som katteklassikere – i hvert fald blandt de registrerede katte,« siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, i pressemeddelelsen.
Men der er bestemt også nogle af de Favrskovske katte, som render rundt med mere, skal vi sige, kreative navne.
Her finder man blandt andet Frk. Garfield, Waldemar Einstein Den Lange og Prinsesse Skumfidus.
Listerne over populære kattenavne offentliggøres i forbindelse med Kattens Uge i uge 39, som Dyrenes Beskyttelse gennemfører sammen med flere andre dyrevelfærdsaktører.
Samtidig lanceres en online beregner, hvor man kan slå sin kats navn op og se, hvor sjældent det er i Danmark. Beregneren finder man her.