Fortsæt til indhold

Vaccinationssted i Randers er flyttet: Her finder du det

Alle over 65 år eller sårbare kan bliv vaccineret mod influenza og covid-19 fra 1. oktober, men i Randers er vaccinationsstedet flyttet.

Samfund
kijo

Vinterhalvåret med flere luftvejsinfektioner som influenza og covid-19 nærmer sig.

Fra 1. oktober er der igen mulighed for vaccination mod influenza og covid-19, hvis du er fyldt 65 år eller er særlig sårbar.

Langt det meste er, som det plejer, men hvis du skal vaccineres på et af Regionshospitalet Randers’ fire vaccinationssteder i Randers, Grenaa, Rønde og Hadsten, så skal du tjekke adressen en ekstra gang, inden du kører.

I Randers er vaccinationscentret flyttet. Det betyder, at du skal finde indgang F, Skovlyvej 17.

»Der er mulighed for af- og pålæsning ved indgangen, men når du har sat din pårørende af, henvises der til, at du straks kører til vores parkeringshus, da der ikke er meget plads omkring indgangen,« skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

70 steder

Der er etableret regionale vaccinationscentre i alle midtjyske kommuner. Samtidig er der indgået aftale med Danske Lægers Vaccinations Service om at understøtte indsatsen.

Det betyder, at der samlet vil være flere end 70 vaccinationssteder i den midtjyske region. Du kan finde en oversigt over alle vaccinationssteder på regionens hjemmeside, hvor kortet bliver løbende opdateret.

Særlig indsats

Sundhedsstyrelsen vil i år gøre en særlig indsats for at øge tilslutningen blandt udsatte borgere, der kan være sværere at nå med de brede kampagner.

»Vi ser en høj tilslutning til sæsonvaccination, men vi ved også, at nogle mennesker er sværere at nå med vores vaccinationstilbud. Derfor vil vi i år tilpasse indsatsen, så tilbuddet i højere grad imødekommer særligt udsatte borgere i områder med en lav vaccinationsdækning, så flere får gavn af tilbuddet,« siger enhedschef Kristine Moll Harboe i pressemeddelelsen.