Fortsæt til indhold

Juniorklub, kunstgræs og så forhåbentlig ikke mere lort i ny budgetaftale

Flertallet i Norddjurs Kommune er netop nået frem til et nyt budgetforlig. Partier udenfor mangler investeringer i skolerne og naturen.

Samfund

Et flertal på 23 ud af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer har netop indgået et nyt budgetforlig.

Her er der blandt andet fundet penge til en stærkt ønsket juniorklub i midten af Norddjurs Kommune, kunstgræs i Auning og flere muligheder for transport med flextrafik. Og så er der ikke mindst endelig godt nyt til de tisse- og nummer to-trængende i Grenaa.

Der er nemlig også afsat penge til de offentlige toiletter, som bliver renoveret og forsynet med sms-låsesystemer.

Budgetaftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Ifølge forligspartierne har økonomisk balance været det altoverskyggende tema for de kommende budgetår.

Det er blandt andet med tanke på, at befolkningsprognoserne siger, at der fortsat bliver færre borgere i Norddjurs Kommune i de kommende år og dermed færre skatteindtægter til kommunekassen.

Forligspartierne forpligter således i aftalen hinanden på at skride ind, hvis der i løbet af budgetperioden opstår situationer, der truer netop den økonomiske balance.

Borgmester Kasper Bjerregaard (V) er glad for, at der nu ligger et budget for 2026, som et stort flertal af kommunalbestyrelsesmedlemmerne bakker op om:

»Jeg er meget tilfreds med, at vi har landet et budget, hvor vi både holder den økonomiske balance men også har afsat penge til noget af det, der betyder rigtigt meget for borgerne. Samtidig prioriterer vi infrastrukturen, der er afgørende for vores erhvervsudvikling, klimaløsninger og den bynære natur. Det er alt sammen noget, der gør det endnu mere attraktivt at bo og leve i Norddjurs Kommune,« siger Kasper Bjerregaard.

SF og Natur- og Velfærdslisten er altså ikke en del af budgetforliget, og i SF er man ikke enig i, at budgettet højner standarderne i kommunen.

»De væsentlige forskelle ligger uden tvivl på børneområdet. Forligspartierne har simpelthen ikke nok midler til opgradering af faglokaler i folkeskolen og lægger skjulte besparelser ind på driften af børneområdet,« lyder det fra gruppeformand Aleksander Myrhøj.

»I forligspartiernes budget til vedtagelse ligger der en besparelse på knap tre millioner på børneområdet, som der ikke er sat retning på. Der er ingen ansvarstagen fra forligspartierne på, hvor denne besparelse skal findes, og et helt nyt udvalg, der bliver valgt til november, skal starte 2026 med at finde ud af hvor millionerne skal findes,« tilføjer han.

Ulf Harbo fra Natur- og Velfærdslisten begrunder sit frafald i budgetforhandlingerne med den i hans optik manglende investering i naturen.

»Natur- og Velfærdslisten kan ikke bakke op om forligspartiernes budgetskitse, da der dels ikke er afsat penge til opkøb af arealer til naturformål, som vi ellers ifølge kommuneplaner siden 2017, klimahandleplan siden 2023 og politik for tidlig inklusion og sundhedspolitik burde prioritere, og dels fordi Fjellerup Udvikling med beton for millioner prioriteres,« lød det fra Ulf Harbi i forbindelse med præsentationen af den foreløbige budgetskitse.

Forældre fik ønsket opfyldt

Et af de punkter, som der har været enighed om i hele kommunalbestyrelsen, er oprettelsen af en juniorklub i midten af kommunen.

Som vi her i avisen også har beskrevet, har det været et stort ønske fra både områdets skoler og forældrene, da de elever, som er blevet for store til SFO, på nuværende tidspunkt ikke har noget sted at opholde sig efter skoletid.

Både Grenaa i øst og Auning i vest har tilbud om juniorklub, og i det kommende budget afsættes der 900.000 kroner til oprettelsen af et lignende tilbud i kommunens midte. Det vides ikke endnu, hvor placeringen af juniorklubben bliver.

Vist er det dog, at juniorklubben i høj grad er kommet i stand, fordi forældrene i området har mobiliseret sig og markeret sig kraftigt i de mange indsendte høringssvar efter budgetskitsen blev sendt i høring.

I år er der indsendt 77 høringssvar fra borgere, foreninger, organisationer og erhvervslivet. Det er ifølge Norddjurs Kommune 50 procent flere, end der er kommet de foregående år.

»Jeg vil gerne på vegne af forligskredsen takke de mange, der har taget sig tid til at skrive et høringssvar. Vi sætter meget stor pris på de input, vi får, kvitterer borgmester Kasper Bjerregaard.

Kunstgræs i Auning

I Auning bør der også være en vis tilfredshed med budgetforliget.

Her barsler man med det store projekt om etablering af en kunstgræsbane på idrætsanlægget, og her er der fra 2027 aftalt at afsætte i alt fire millioner kroner fordelt på 2027 og 2028, som medfinansiering til anlægget.

Derudover er der også endelig afsat 1,7 millioner kroner til nye faglokaler på Auning Skole.

Ikke mere lort

Et af sommerens helt store debatemner har været tilstanden på de offentlige toiletter i Grenaa.

Nu ser det endelig ud til, at der kan være en anden oplevelse på vej end akut opkastningstrang, når man skal forrette sin nødtørft i byen.

De sanitære forhold i Grenaa har været til heftig debat i løbet af sommeren. Privatfoto: Henrik Holmsted

Der er afsat 650.000 kroner til renovering af de offentlige toiletter. Samtidig afsættes der 400.000 kroner over de næste to år til at installere sms-låsesystem på en del af de offentlige toiletter.

Håbet er, at det nye låsesystem kan være med til at modvirke hærværk og uhygiejnisk brug af toiletterne.

Budgetforliget for 2026 samt overslagsårene 2027, 2028 og 2029 forventes at blive endelig godkendt 7. oktober.

Den netop præsenterede budgetaftale indebærer, at alle forligspartier godkender budgetaftalen, og at der ikke bliver stillet ændringsforslag til enkelte dele af aftalen.