Fortsæt til indhold

Ressourcer til kunst: Aarhus-kvarter forvandles

»Det har været et både spændende og lærerigt forløb at være med til at integrere kunsten helt fra begyndelsen.«

Samfund

Udviklingen af Sydhavnskvarteret i Aarhus er i fuld gang. Der er tale om en bydel, hvor historiske bygninger renoveres side om side med ny arkitektur.

Det bliver hjemsted for en række kunstnere og kunst- og kulturinstitutioner - herunder Det Jyske Kunstakademi, Train, Aarhus Billedkunstcenter og VIA University College. Kunsten kommer til at være i centrum i Sydhavnskvarteret.

Det skriver A. Enggaard A/S i en pressemeddelelse.

Allerede i Aarhus Kommunes udviklingsplan for Sydhavnskvarteret var der formuleret et ønske om et »levende byliv med kunst, kulturproduktion, bevægelse og social mangfoldighed.«

»Med etableringen af Kunstbyen i Sydhavnen står Aarhus foran en mulig kunstnerisk og urban revolution. Her samles omkring 50 kunstnere på tværs af generationer i en dynamisk dialog med designere, arkitekter og advokater, hvilket kan skabe et unikt, tværfagligt miljø,« siger leder af Aarhus Billedkunstcenter, Kirstine Schiess Højmose.

Ressourcer til kunst

Gennem hele processen har A. Enggaard og PKA prioriteret ressourcer til kunstneriske tiltag og indgået i et tæt samarbejde med et kunstudvalg bestående af lokale kunstfaglige aktører, kunstrådgivere og udøvende kunstnere.

»Det har været et både spændende og lærerigt forløb at være med til at integrere kunsten helt fra begyndelsen,« siger salgs- og udviklingschef hos A. Enggaard, Peter Thorsgaard.

Målet har været at sikre et højt kunstfagligt niveau og at integrere kunsten som en del af arkitekturen og bydelens infrastruktur.

»Vi allierede os med kunstprofessionelle, men har været med hele vejen og set det som en styrke, at kunsten er tænkt med fra start, og at vi sammen med kunstnere har kunnet udvikle byrum, der både udfordrer og inviterer til ophold og samtale,« siger udviklingschefen.

Et vigtigt fokuspunkt har fra begyndelsen været at sikre rammerne for fremtidige kunstinitiativer i Sydhavnen. Alle værker er placeret enten i det offentlige rum eller i tilgængelige områder, ud fra et ønske om, at alle skal kunne få glæde af kunsten.

»Vi håber, at mange får lyst til at komme og opleve den nye bydel og de kunstprojekter, der er skabt i området, ligesom vi håber, at endnu flere vil bidrage til at skabe en levende kunstby,« siger Peter Thorsgaard.