Fortsæt til indhold

Med kunder, cockpit og kærlighed som drivkraft: Erik Marcussen fortsætter efter mere end 50 år

Erik Markussen har været selvstændig elinstallatør i 50 år, og han har ikke tænkt sig at stoppe endnu.

Samfund

Erik Marcussen har inviteret avisen på kaffe i anledning af sit jubilæum.

Hjemmebagen har hans hustru, Winnie, stået for, ligesom hun har med så meget andet i deres fælles liv.

Man kan faktisk slet ikke fortælle historien om Erik Marcussens 50 år som selvstændig elinstallatør uden at inddrage Winnie.

Det er naturligvis Erik Marcussen, der er hovedpersonen ved jubilæumsfejringen, men han og hans hustru Winnie hænger uløseligt sammen. Både i arbejdet med at drive virksomhed, men også når de nyder livet med koncerter, rejser og flyveture. Foto: Anne Frank Henriksen

Hun er heldigvis ikke den stille type, der holder sig i baggrunden.

Det er ikke så få gange i løbet af samtalen, at hun udbryder: »Jeg bliver også lige nødt til at fortælle, at...«

På den måde kommer historien til at handle om meget mere end bare Eriks jubilæum.

Det ville nu ellers godt kunne bære sin egen spalteplads. I år er det nemlig 60 år siden, at han gik i lære og 50 år siden, at han startede som selvstændig.

Tiden er gået stærkt, men den er gået godt, mener Erik Marcussen, som her poserer i en yngre udgave. Privatfoto

I dag er han 78 år. Han flyver flyvemaskiner - nogle gange endda ud til sine kunder, og han har stadig sin autorisation og arbejder hver dag.

Han har en fast kundekreds, hvoraf nogle af dem nu er 3. generation - og nye kommer stadig til.

»Det er mund til mund metoden. Og det er da et af de største komplimenter, man kan få,« siger Erik Marcussen, hvis lille statur slet ikke står mål med hans store trang til hele tiden at blive udfordret og prøve nye ting.

Det har da heller ikke på noget tidspunkt i løbet af de 50 år været kedeligt, fortæller han.

»Det har ikke altid været sjovt, for det er gået op og ned. Der har været gode og dårlige tider, men kedeligt - det har det aldrig været.«

»Nej, og vi har jo kommet fint igennem. Vi klarede os jo altid, ikke mindst fordi vi har haft så mange gode mennesker omkring os,« tilføjer Winnie taknemmeligt.

Hun fortæller, at de seneste uger er gået med forberedelse til jubilæet. De har fundet gamle udklip, brochurer og billeder frem og lavet en stor planche, som skal med på dagen.

For Winnie og Erik har de seneste 50 år været et parløb, og til jubilæet har de kreeret en planche med gamle udklip fra tiden, der er gået. Foto: Anne Frank Henriksen

»Det har da fået os til at tænke tilbage, og der dukker en masse ting op. Sjove minder, men også refleksioner over tiden, der er gået, og hvor hurtigt den er gået.«

De sidder ved deres spisebord lidt udenfor Ebeltoft, hvor det gigantiske vinduesparti åbenbarer en panoramisk udsigt over vigen og Mols Bjerge.

Huset har de selv tegnet, men det var ikke her, det hele startede.

Vilde tømmermænd

Både Winnie og Erik er så lokale, som man kan blive.

Hun er fra Holme, han fra Esby. Begge deres fædre var landmænd.

»Jeg kan huske, min far sagde til mig, at uanset hvad jeg gjorde, så skulle jeg aldrig blive landmand,« fortæller Erik.

Så da hans far en dag så sit snit til at få sønnen sendt ud i en anden branche, slog han til og spurgte den lokale elinstallatør, om han ikke stod og manglede en lærling. Og jo, det gjorde han da faktisk.

»Jeg ville nok i virkeligheden hellere have været smed. Eller måske pilot eller flymekaniker. Men nu blev det sådan her, og det har såmænd også været ganske fint.«

Som færdiguddannet arbejdede han et års tid ved ARKE, men det var ikke lige noget for ham at være ansat, og derfor tog han beslutningen om at blive selvstændig i 1975.

På det tidspunkt boede Erik og Winnie i Ugelbølle, men bare et år senere købte de Grønfeld El, hvor de flyttede til.

»Vi kørte faktisk forbi elforretningen i Grønfeld sådan lidt impulsivt og med kæmpe tømmermænd fra en herlig fest aftenen før. Få timer senere havde vi købt stedet,« husker Winnie.

Hun gav den som medhjælpende hustru. Hun er nemlig ferm til regnskab. Det fik andre arbejdspladser, blandt andet Ebeltoft Fjernvarme gennem næsten 25 år, senere glæde af, men hun blev også hjemme af mere lavpraktiske grunde.

»Altså, jeg var jo hjemme, for vi havde lige fået Sune, og der skulle også være nogen til at tage telefonen. Den kunne man jo ikke sådan tage med sig dengang. Nogle gange, når kunder havde en hasteopgave, så måtte jeg køre ud til der, hvor Erik var, for at give ham beskeden. Det er noget nemmere i dag,« griner hun.

I det hele taget har den teknologiske udvikling nærmest kun været for det gode. Erik nød i hvert fald at kaste sig over nye og udfordrende fagligheder, efterhånden som de opstod.

Som udviklingen af alternative energiløsninger, hvor han specialiserede sig i reparationer af vindmøller, som han servicerede i hele landet. Også udbredelsen af solenergi og varmepumper kastede Erik sig sulten over, samtidig med, at han løste mere almindelige installatøropgaver for private hjem, skoler, landbrug, campingpladser og andre erhverv.

Erik og Winnie blev i Grønfeld indtil 2013, hvor de flyttede til Lyngsbæk Strand, som stadig er udgangspunkt for Eriks virke.

»Ja, altså firmaet hedder jo faktisk stadig Grønfeld ApS, men det er der jo aldrig nogen, der har kaldt det. De kender mig jo bare på mit navn,« lyder det fra Erik.

»Jeg ville nok i virkeligheden hellere have været smed. Eller måske pilot eller flymekaniker. Men nu blev det sådan her, og det har såmænd også været ganske fint.« Foto: Anne frank Henriksen

Flyver ud til kunderne

Selv om Winnie og Erik jo ikke har rykket sig ud af Mols-pletten på noget tidspunkt i deres liv, så er det ikke eventyrlyst, der har manglet.

Eller Eriks store behov for hele tiden at prøve nye ting og udfordre hjernen.

Det er blandt andet det, han finder fascinerende ved at flyve. Som 50-årig tog han et flyvecertifikat, og det var en mangeårig drøm, der gik i opfyldelse.

»Det er godt for hovedet. Det mest spændende er at lande, men der er så mange ting, man hele tiden skal have styr på. Som eksempel er der jo 50 punkter, man skal tjekke inden start, man skal kommunikere med tårnet og så videre. Det kræver, at man er helt skarp.«

Flere gange har han også brugt flyet i sit arbejde.

»Det er da sket, at jeg er fløjet ud til kunderne. Især dem på Anholt.«

I dag ejer han ikke længere et fly, men han lejer et, når der er tid og lyst. Han kommer meget i Randers flyveklub, og herfra går hyggeturene til for eksempel Samsø eller Endelave.

»Da jeg fik certifikatet, der havde vores søn allerede været pilot i flere år. Det er nok en interesse, jeg har givet videre til ham.«

Og når vi nævner elforretning, biler, fly og andre interesser, som det, der har fyldt i parrets liv, så må vi naturligvis også nævne de to børn, Sisse og Sune, for dem er Winnie og Erik umådeligt stolte af.

Sune bor i Italien, og Sisse og svigersønnen Kasper bor i Australien med barnebarnet Frida. Hende snakker de ofte via Facetime, men de har også selv rejst derud otte gange, nogle gange med stop i Dubai, hvor Sune boede en overgang.

»Det er klart, vi ikke ser dem så ofte, som hvis de boede her, men vi har jo aldrig kendt til andet, så vi er glade. Og vi er stolte af, at vi har givet vores børn modet til at rejse ud i verden.«

Ikke sidde og hænge

For en del år siden valgte Erik Marcussen at skrue lidt ned for firmaet.

Det har nu aldrig handlet om, at vi skulle være store, men der er bare mere arbejde, når man har ansatte.

Siden da har han bare været sig selv. Han sørger selvfølgelig for, som det lovmæssigt kræver, at forny sin autorisation som elinstallatør hvert andet år, men ellers har han fået god tid til sine elskede hobbyer.

To af Erik marcussens helt store interesser er biler, især hans land rover, og fly. Privatfoto

Udover flyvning tæller de også biler, herunder hans elskede Saab og Land Rover - og så selvfølgelig at gå til koncerter med Winnie.

Det gør de minimum en gang om måneden, og det har taget dem vidt omkring. De har hørt heavy metal på Havmøllen og skrålet med på Gulddrengen til festival i Nordjylland.

»Ja, vi vil ikke være sådan nogen, der sidder og hænger,« lyder det fra Winnie, og det er man ikke i tvivl om efter et par timer i selskab med det aktive par.

»Jeg er jo ikke ude otte timer om dagen mere. Men jeg skal altså lige ud og snakke med folk og få nogle udfordringer,« siger Erik om, hvorfor han bliver ved med at arbejde.

Hvor længe han fortsætter, må tiden vise, men først skal han fejres, når han og Winnie inviterer til jubilæumsreception ved Brødrenes Madbar i Egsmark 10. oktober for venner, kunder og forretningsforbindelser.