Masser af fortidsfund, hvor ny skole skal ligge: »Det er sjældent, at vi ser det på ét spot«
Arkæologiske udgravninger afslører landsbys uafbrudte historie fra yngre jernalder til i dag.
Forud for byggeriet af en ny Korsholm Skole og et nyt boligområde nord for Damsbrovej 28 i Foldby-Norring er arkæologer fra Moesgaard Museum rykket ind for at lave udgravninger.
I forundersøgelsen på stedet blev gjort så interessante fund, at en egentlig udgravning nu finder sted.
En spytklat derfra, på et areal langs med Riisvej, blev der desuden for få år siden fundet spor af jernalder, vikingetid og middelalder, hvilket i sig selv gør den nye skolegrund få hundrede meter væk interessant.
Det forklarer to af arkæologerne på stedet Laurits Borberg og Marlene Sørensen.
På skolegrunden er også fundet huse fra yngre jernalder og spor fra middelalderen. Desuden, hvad der lader til at være en større gård fra 1500-1600-tallet.
»Vi har fundet en stor indhegning på 70 gange 100 meter, og derinden for har vi fundet spor af gulvbrædder og brønde. De ældste kort, vi har, er fra begyndelsen af 1800-tallet, og der kan vi ikke se gården på,« fortæller Laurits Borberg og fortsætter:
»Alle vores fund i Norring viser, at et stort område har været betydeligt bebygget. Og det ligner altså, at vi netop her har en ubrudt historie helt fra yngre jernalder til i dag. Det er sjældent, at vi ser det på ét spot.«
Marlene Sørensen tilføjer:
»Fundene tegner et stort sammenhængende billede af Norrings fortid. Det har været et område med megen aktivitet i oldtiden. Vi har fundet én brik ad gangen, som vi nu kan begynde at stykke sammen til en samlet historie.«