Fortsæt til indhold

Bålsuppe, pandekager og politisk action på Skovlegepladsen

Socialdemokratiet i Syddjurs inviterer til et vildt og utraditionelt vælgermøde på Skovlegepladsen i Rønde. Fokus er på børns trivsel og opvækst.

Samfund

Er du klar til en dag fyldt med sjov, leg og politisk snak?

Socialdemokratiet i Syddjurs inviterer søndag 5. oktober kl. 10-13 til et utraditionelt vælgermøde på Skovlegepladsen i Rønde.

Fokus er på “Det gode børneliv i Syddjurs”, fortæller Anita Søholm, nuværende medlem af byrådet og kandidat til kommunalvalget den 18. november.

Hun stiller et samlingstelt op på legepladsen, hvor der vil blive lavet varm bålsuppe til alle, der er naturkreative aktiviteter for børnene, og man kan bage pandekager på bålet. Det bliver en dag med masser af action og hygge!

På mødet bliver der mulighed for at komme i samtale med både Anita Søholm, samt borgmester og borgmesterkandidat til kommunalvalget Michael Stegger.

»Vi sætter fokus på, hvad det gode børneliv er i Syddjurs, og får en snak om, hvad vi kan gøre for at sikre bedre trivsel og en god opvækst for vores børn,« siger Anita Søholm.

Skærmfri zoner

Er du træt af skærme overalt?

Et af de temaer, Anita Søholm sætter på spidsen er, om der bør indføres skærmfri zoner på f.eks. offentlige legepladser af hensyn til børns trivsel?

I en stor undersøgelse, der netop er foretaget af Voxmeter for Danica, er 57 procent af danskerne enige i, at det vil være en god idé at indføre zoner på offentlige legepladser, hvor man skal lægge smartphones og andre skærme væk, fortæller Anita Søholm.

»Vi ser en tendens til, at skærme kan distrahere både børn og voksne, og det er vigtigt, at vi skaber rum, hvor børn kan lege og interagere uden denne distraktion,« siger Anita Søholm.

Minimumsnormeringer og indeklima

I 2024 trådte der en lov i kraft, som bestemmer, hvor mange børn en enkelt voksen i vuggestuer og børnehaver skal holde øje med/have ansvar for.

Det bliver kaldt minimumsnormeringer. Loven, betyder, at der i gennemsnit skal være én voksen til tre børn i vuggestuerne og én voksen til seks børn i børnehaven.

I Syddjurs Kommune overholdes loven for minimumsnormeringer. I 2024 var normeringen for vuggestuer: 2.9 og i børnehaver: 5.8, men er det godt nok, spørger Anita Søholm.

Man måler minimumsnormeringerne ved at tage gennemsnittet et helt år på tværs af alle daginstitutioner i kommunen – så der kan være store udsving mellem de enkelte steder og forskellige måneder – som normeringerne altså ikke siger noget om.

Og hvor mange voksne, som er uddannede pædagoger eller uden faglig baggrund, siger loven heller ikke noget om, fortæller Anita Søholm, der selv er lektor og underviser på VIA Pædagoguddannelsen.

»Det handler blandt andet om, at ledere og langtidssyge medarbejdere selvfølgelig ikke bør tælle med, og om at sikre, at pædagoger ansat til at støtte børn med særlige behov heller ikke indgår i normeringen,« understreger Anita Søholm.

Mange penge til børneområdet

»Vi har på det netop vedtagne budget fortsat afsat midler til ekstra optag af PAU (Pædagogisk Assistent Uddannelse)/pædagogstuderende (0,3 mio. kr. i 2026), samt 31 mill. til dagtilbudskapacitet i Rønde og henholdsvis 11 mill. og 7 mill. til ombygning og udvidelse af Æblehaven og Ådalens Børnehus,« siger Anita Søholm.

Hun er fortaler for, at politikere bliver nødt til at bygge oven på minimumsnormeringerne, så man sikrer, at børn får den kvalitet, de bliver lovet.

»Det er helt nødvendigt, hvis vi skal styrke kvaliteten i vores daginstitutioner og samtidig få flere pædagoger tilbage i faget,« påpeger Anita Søholm.

Indeklima

Socialdemokratiet har også været initiativtagere til at få lavet en indeklimastrategi for alle kommunens dagtilbud, skoler og SFO’er, der netop nu er i fuld proces med udmøntning af budget 2025.

»Et godt indeklima er afgørende for børns trivsel og læring, og vi er stolte af at have taget initiativ til denne strategi,« siger Anita Søholm.

Alle er velkomne til et par hyggelige timer på Skovlegepladsen i Rønde til en samtale omkring ’Det gode børneliv i Syddjurs’.