Randers Fælleselevråd vælger nyt formandskab
Det nye formandskab vil have fokus på trivsel og stærke fællesskaber.
Ved skoleårets første møde i Randers Fælleselevråd, som fandt sted i ungdoms- og projekthuset Kaosambassaden, blev der valgt nyt formandskab, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Elevrådsrepræsentanter fra kommunens folkeskoler var samlet for samlet at tage hul på et nyt år med elevdemokratisk arbejde.
Det blev en bredt sammensat gruppe, som fremover skal stå i spidsen for Fælleselevrådet. Formandsposten deles i år af Mikkel Tryk Søndergaard fra Langå Skole og Liva Broman Mølbæk Petersen fra Vestervangsskolen, mens Sara Shokri fra Nørrevangsskolen er valgt som næstformand. Derudover indtager Ida Helsted Midtgaard fra Korshøjskolen posten som sekretær, og Fie Rasmussen fra Søndermarkskolen er ny kasserer.
Mikkel og Liva har begge erfaring fra Fælleselevrådet og peger på trivsel og stærke fællesskaber som deres vigtigste mærkesag i det kommende år.
»Når man er en del af et godt fællesskab, så trives man, og så lærer man også bedre. Vi vil arbejde for, at alle elever føler, at det er trygt og rart at gå i skole, uanset hvilken skole man går på,« siger Mikkel Tryk Søndergaard i pressemeddelelsen.
Lise-Lotte Lervad Larsen, der er formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, deltog i mødet.
»Jeg synes, det er stærkt, at vi har så mange unge i Randers Kommune, der tager ansvar og stiller op i fælleselevrådet. De kender hverdagen på skolerne indefra, og deres stemme er helt afgørende for os politikere, når vi diskuterer og træffer beslutninger om, hvordan vi kan gøre skolen til et endnu bedre sted at være ung i. Elevdemokrati handler netop om at lytte til dem, det hele drejer sig om: eleverne selv,« siger hun.