Fortsæt til indhold

Mange anmeldelser om droner: Det gør politiet

Efter flere droner er blevet spottet i luftrummet, har Østjyllands Politi øget deres indsats.

Samfund

Politiet har det seneste døgn modtaget mere end 500 anmedelser og andre observationer af droner på tværs af alle politikredse.

På den baggrund har politikredsene iværksat en række ekstra foranstaltninger med opkvalificering af procedurerne for visuelle indberetninger i lufthavnene, øget tilstedeværelse og hurtigere politimæssig respons til lands.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi oplyser til avisen, at man også har kunnet mærke borgernes bekymringer.

»Vi har fået flere anmeldelser af droner, end vi får normalt, og det er selvfølgelig ikke overraskende. Borgerne er blevet ekstra opmærksomme på, hvad der sker i luftrummet. Det er vigtigt for os at sige, at der er flere end 100 droner i luften over Aarhus henover et døgn, som er helt legale droner,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Han fortæller, at flere droner bliver brugt til erhvervsmæssige formål.

»Vores fokus ligger ved den kritiske infrastruktur. Det vil sige ved Aarhus Havn, Aarhus Lufthavn og f.eks. ved hospitaler, hvis vi observerer, at der skulle være nogen der,« siger politiinspektøren.

Han understreger, at man ikke skal være bekymret, når man ser droner i luften.

»Vi har lavet indsatser i et tæt samarbejde med både Aarhus Lufthavn og Aarhus Havn, hvor vi i forvejen har et tæt samarbejde,« siger Brian Voss Olsen.

Politiet har intensiveret deres patruljeringer ved Aarhus Lufthavn og Aarhus Havn. Derudover er der sat flere initiativer i gang, som politiinspektøren ikke ønsker at afsløre.