Ejnar bliver 100: »Jeg har aldrig været den, der sad i sofaen og så tv. Men det vil jeg gerne nu«

»Om 100 år er alting glemt,« siger man, men ikke Ejnar. Han husker alt. Om få dage, den 13. oktober, er det hans fødselsdag, og denne gang skal der 100 lys i lagkagen.

Dermed indskriver han sig i en eksklusiv flok på ni borgere i Skanderborg, der alle har 100 eller flere somre på bagsmækken. Deres barndom var præget af 1930’ernes økonomiske krise. De var teenagere, da tyskerne invaderede landet og stod på tærsklen til voksenlivet, da Danmark blev frit igen.

De har oplevet den kolde krig, Cubakrisen, Berlinmurens fald, krigene i Eksjugoslavien og terrorangrebet på World Trade Center. De har været en del af samfundets udvikling gennem 100 år og været øjenvidner til den digitale teknologis indmarch: De første computere. Mobiltelefoner. Robotter og kunstig intelligens.

Vi sidder i Ejnar Hansens køkken på gården i Låsby. Her har han boet siden 1973. Først sammen med hustruen Henny og datteren Susanne. De seneste 10 år alene. Han klarer sig selv med hjælp fra familien.

Syn og hørelse er ikke længere helt, hvad det var engang, men han er stadig nysgerrig og følger med i verden på sin computer, hvor han også surfer rundt, når der er noget, han vil have mere at vide om.

Hver dag starter han ud klokken syv med at løfte jern – fem kilo i hver hånd – efterfulgt af en tur på motionscyklen og en kort gåtur.

Og selv om det kan knibe med at huske, hvad han lavede i går, så er hukommelsen knivskarp, når talen falder på hans tidlige år.

På arbejde som 7-årig

Ejnar er fra en tid, hvor små børn fra fattige kår måtte stå tidligt op og trække i arbejdsklunset for at hjælpe til med at forsørge familien. Også selvom de endnu ikke var fyldt syv år. Det handlede om overlevelse.

Dengang tænkte han ikke noget særligt ved det. Det gør han heller ikke i dag. Sådan var det bare. Og når datteren Susanne og barnebarnet Kåre kalder ham en »selfmade man« , så tænker han selv, at kimen nok blev lagt, da han som barn måtte ud og tjene til livets ophold.

»Vist var det da hårdt ind imellem, men jeg har aldrig været ked af at gå på arbejde. Når jeg tænker tilbage på det i dag, så tænker jeg det i høj grad har været med til at forme mig som menneske,« konstaterer han.

»Min far var arbejdsmand, og vi havde ikke ret mange penge, så vi børn måtte hjælpe til. Som seksårig samlede jeg jernskrot. Alt foregik jo med hestevogn dengang, og vejene var i dårlig stand. Der faldt ofte små metalstykker af hestevognene, når de raslede afsted hen over de toppede brosten. Det kunne godt blive til et par kroner om ugen,« husker han.

I 1932, da han fyldte syv år, fik han sit første rigtige job.

»Da blev jeg ansat som mælkedreng hos mælkemanden og tjente 25 øre for en formiddags arbejde. De første to år gik vi i skole om eftermiddagen, og så kunne jeg lige nå en runde med mælkemanden inden.«

Ingen kære mor

»Det ændrede sig, da jeg kom i 3. klasse, for da skulle vi i skole om formiddagen. Så måtte jeg finde et andet arbejde. Der var masser af arbejde at finde, og vi børn var i arbejde hele tiden. Det var vi nødt til. Næsten alle pengene gik til at købe mad for. Der var ikke noget, der hed lommepenge. Hvis der var noget, vi gerne ville have, så måtte vi selv tjene pengene til det.«

Ejnar fandt en avisrute til halvanden krone om ugen, og den havde han resten af sin skoletid. Kun syv års skolegang blev det til, og da han som 14-årig lagde skolen bag sig, fik han igen job som mælkedreng. Avisruten beholdt han. Det gav lidt knas om søndagen, hvor avisen skulle tidligt ud, men det skulle mælken også, og derfor trådte storebror til med en hjælpende hånd.

»Da vi kom ud af skolen, skulle vi ellers bare se at komme op i omdrejninger. Efter vi blev konfirmeret, skulle vi betale 10 kroner om ugen for kost og logi. Der var ikke nogen kære mor dér. Da jeg kom i lære som 17-årig på en rammefabrik, kneb det, for jeg tjente kun fem kroner om ugen. Men så tjente jeg en ekstra skilling ved at gøre hele værkstedet rent hver eftermiddag.«

Ejnar sidder stille lidt. Så kigger han op med et lille smil.

»Jeg har set verden ændre sig gennem 100 år. Er det bedre nu? Var det bedre dengang? Noget er blevet bedre, meget bedre, men der var også noget, der var bedre dengang, tempoet ikke var så højt, og alle kunne være med. Det er rigtigt, at vi ikke havde de samme muligheder, som unge har i dag, men vi savnede dem jo heller ikke. Jeg synes egentlig, vi havde det meget godt,« konstaterer han.

»Er det godt, at børn får meget forærende i dag? Måske. Det er svært at sige. Men skal du arbejde for dine penge, så tænker du noget mere over, hvordan du bruger dem. Lærer børn værdien af penge, når de får lommepenge?«

Modigt avisbud

Jeg spørger Ejnar, hvilke begivenheder de seneste 100 år, der har sat det største aftryk. Svaret falder prompte:

»Krigen. Anden Verdenskrig.« Så er han stille lidt, mens billeder begynder at flimre på hans indre filmlærred.

»Pludselig var der krig. De kom flyvende meget lavt ind over landet tidligt om morgenen. Vi vidste ikke, hvad der skete, men kunne så høre i radioen, at vi skulle forholde os roligt. Så kom der lange rækker af tyskere. I hestevogne og biler og alt muligt. De første dage fløj de ind over landet stort set hele tiden.«

Ejnars familie havde oplevet smalhals før, men nu blev det rigtig skidt. Varerne forsvandt hurtigt og inflationen satte rekord. På ingen tid var al opsparing kun det halve værd, og der kom rationeringsmærker på smør og sukker og fedt og flæsk.

»Tobak kunne du heller ikke få. Tyskerne tog det hele til deres krigsindustri. Vi kunne ikke gøre noget ved det. Der var mangel på alt.«

Ejnar fortæller det ikke selv, men jeg fornemmer, at han ikke var passiv tilskuer, så jeg spørger, om han var aktiv i modstandskampen.

»Jeg var 14, da krigen begyndte og 19, da den sluttede. Det var min ungdom. Dengang vidste vi jo ikke ret meget om alt det grusomme, der fandt sted. Det fandt vi først rigtigt ud af efter krigen. Jeg gik rundt med det illegale blad Frit Danmark og nogle andre små ulovlige aviser, som jeg puttede i folks postkasser. Nogle gange var vi gutter ude og hente kasser med blade, konvolutter, frimærker og navnelister. Så skrev vi navn og adresse på konvolutterne, lagde bladene i og postede dem. Det var ikke ufarligt. En blev taget og kom i Frøslevlejren.«

»Det var ikke så ringe endda«

Vi skal ikke tale mere om krigen. I stedet drejer Ejnar samtalen tilbage på sit arbejde. Først blev han uddannet maskinarbejder, og sidenhen videreuddannede han sig og blev værkfører. Som 29-årig fik han job ved Campens Maskinfabrik, og der blev han i 35 år, til han gik på efterløn som 65-årig.

»Mit arbejde har betydet rigtig meget for mig. Dengang var jeg den eneste maskinarbejder. Der gik ikke længe, så blev jeg værkfører. Der var otte mand, da jeg blev ansat, og fabrikken var på 150 kvm. Da jeg havde været der i 10 år, var vi 150 mand og fabrikken var på 13.000 kvm. Det var ikke så ringe endda,« smiler han.

Ejnar går stille med det, men faktisk var det ham, der opfandt den første industri-tæppevæver med 1.050 nåle, som kickstartede hele væg-til-væg æraen.

»Maskinen kunne væve et helt tæppe på fire gange fire meter på fem minutter. Inden da tog det en uge at lave sådan et tæppe.«

Arbejdet bragte ham vidt omkring. Rundt i Europa, til Kina, Indien og Sydafrika.

Industri-tæppevæveren er langt fra det eneste, Ejnar har opfundet. Når et problem skal løses, har han altid tænkt kreativt. Undervejs er det blandt andet blevet til et transportabelt savværk og en brændekløver, som han stadig kløver alt familiens brænde på.

Savværket kom i brug, da han jævnede familiens lille vakkelvorne sommerhus med jorden, støbte nyt fundament og byggede det op igen. Det kom også i brug, da han 75 år gammel ene mand byggede en 30 meter lang og syv meter høj træbro hen over en slugt ved sommerhuset. En ingeniørmæssig bedrift, hvor store træstolper blev løftet op med wire i et sindrigt liftsystem.

Broen var en kærlighedserklæring til hustruen Henny, der ikke kunne komme ned gennem slugtens hav af brændenælder for at plukke blåbær på den anden side.

Opskriften på 100 år

Henny og familien var omdrejningspunktet i Ejnars liv. De to fik 65 år og »et par måneder« sammen. Henny døde for 10 år siden. Den sidste tid med Henny var svær. Hun led af demens, og Ejnar ville selv passe hende. Det gjorde han frem til hendes død.

»En dag sagde hun: ”Nu kan jeg ikke lave kaffe mere.” Hende, der havde lavet tusindvis af kander med kaffe. Men jeg ville ikke have hende på plejehjem. Jeg ville selv passe hende. Jeg var jo kun 85 år dengang. Vi nåede at fejre krondiamantbryllup og fik endda en hilsen fra dronningen to gange.«

Ejnar har et godt bud på, hvordan man bliver 100 år. Det har han glædet sig til at fortælle:

»Opskriften på at blive 100 år er at blive født som pige,« griner han fornøjet.

»Kvinder har meget større chancer end mænd for at blive 100 år. For mig har det nok også spillet ind, at jeg holdt op med at ryge, da jeg blev far, og at jeg aldrig har drukket ret meget alkohol. Jeg har heller aldrig nogensinde snacket. Jeg holder mig til tre daglige måltider. Og så sørger jeg for at holde mig i gang. Jeg har aldrig været den, der sad i sofaen og så tv. Men det vil jeg gerne nu!«

Er der en bagside af medaljen ved at blive 100 år?

»Når jeg vågner om morgenen og ligger i sengen, så tænker jeg over alle de ting, jeg gerne vil gøre i dag. Men når jeg så kommer op at stå, så kniber det sgu. Man er jo for ringe efterhånden.«