Lær at redde liv i svømmehallen
Tryg Fondens Livredderpatrulje kommer på besøg i svømmehallen i Grenaa i efterårsferien.
Man kan hoppe i vandet med redningsvest på, bjærge en dukke og kaste med en redningskrans – eller holde balancen på et vaskeægte livredderboard.
Når Tryg Fondens Livredderpatrulje besøger svømmehallen på Ydesvej i Grenaa i efterårsferien, kan alle børn og voksne være med og lære om livredning i vandet. Sammen med svømmehallens egne livreddere sætter Livredderpatruljen gang i sjove lege og udfordrende vandøvelser, og de viser, hvordan man redder sig selv og andre i vandet.
Livredderne viser også, hvordan man bruger det professionelle livredderudstyr fra svømmehallens Leg og Lær Livreddertårn til at træne livredning og blive mere tryg i vandet. Livredderpatruljens besøg skal skabe interesse for livredning gennem leg og fokus på, at man kan lære livredning hele året i den lokale svømmehal.
Livredderpatruljen besøger svømmehallen i Grenaa tirsdag 14. oktober klokken 10.30-12.