Peter A.G. vil sagsøge Moderaterne
Gnags-forsanger Peter A.G. vil sagsøge Moderaterne. Han mener, at partiet har brugt tekst fra Gnags-sangen ”Når jeg bliver gammel” uden at få lov
Peter A.G. Nielsen, forsanger i Gnags, vil sagsøge regeringspartiet Moderaterne.
Det sker, efter at Frihedsbrevet i dag har afsløret, at Moderaterne efter sigende skulle have brugt tekst fra Gnags-sangen ”Når jeg bliver gammel”, selv om Peter A.G. og resten af Gnags allerede havde sagt nej.
Peter A.G. understreger, at han ikke var i tvivl om, hvorvidt han skulle sagsøge Moderaterne.
»Det føler vi os forpligtede til i den forstand, at vi er opdragede med nogle værdier, der hedder, at hvis jeg siger nej til noget, så skal jeg ikke tvinges til det,« siger han til Eftermiddag på RADIO IIII.
Selv om det kun er tekst fra sangen, som Peter A.G. mener, at Moderaterne bruger, vil Gnags-forsangeren gå rettens vej.
»De har fået nej til at bruge sangen ”Når jeg bliver gammel”. Det er jo både tekst og musik, naturligvis, for en sang er både tekst og musik,« siger han.
Han åbner dog muligheden for, at Gnags lader være med at sagsøge regeringspartiet – under en enkelt betingelse.
»Vi har sådan en teaterforestilling ude i Østre Gasværk. Så skal Lars Løkke Rasmussen (M) komme midt i forestillingen og sige, at det for øvrigt var under al kritik.«
Den efter sigende stjålne Gnags-tekst er blevet brugt i Moderaternes kampagne ”Når jeg bli’r gammel, så vil jeg ikke sidde på en bænk”.
I den originale sangtekst lyder det: ”Når jeg bli’r gammel, ja, så vil jeg sidde på en bænk.”
RADIO IIII har spurgt Moderaternes partisekretær, Britt Bager, om hun eller andre vil stille op til interview. Det har hun takket nej til.