Salling Group gør status: 400 butikker har nu en fast madspildspartner - blandt andet i Randers
Madspildspartnerne kommer ugentligt forbi og henter overskudsmad.
Skæve grøntsager, brød, som ikke blev solgt på førstedagen, og dåsetomater med buler. Sådan kan indholdet i en typisk kasse med overskudsmad se ud, når Salling Groups butikker får besøg af frivillige, som henter maden og sikrer, at den kommer videre og bliver til måltider for mennesker.
I samarbejde med madspildsaktører som blandt andre FødevareBanken, Wefood og Stop Spild Lokalt driver Salling Group partnerskabet MadPlus, der i dag har etableret faste afhentninger i mere end 400 af landets godt 700 butikker, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Over hele landet er partnerne i MadPlus i fuld gang med at etablere et netværk af afhentningsruter, der sikrer, at butikker tæt på hinanden regelmæssigt får afhentet overskudsmad. I Randers er der for eksempel etableret en rute mellem områdets seks Netto-butikker, to Føtex-varehuse og Bilka.
»MadPlus viser, at når vi tænker nyt og arbejder sammen, kan vi forandre et system, hvor værdifuld næring i dag destrueres og går til spilde. Det handler ikke kun om at redde ton efter ton af fødevarer. Det handler om sund fornuft og at skabe måltider, håb og fællesskab for mennesker i svære livssituationer,« siger Lea Gry Von Cotta-Schønberg, der er direktør i FødevareBanken, i pressemeddelelsen.
Salling Group stiftede MadPlus-partnerskabet i samarbejde med FødevareBanken i november 2024. I dag deltager mere end 70 forskellige madspildsaktører i form af både sociale organisationer, madoaser, frivillige fællesskaber og butikker i partnerskabet, herunder Salling Groups tre prioriterede partnere Wefood, Stop Spild Lokalt og FødevareBanken.
Målet er at tredoble den mængde overskudsmad, som bliver reddet fra Salling Groups butikker, fra knap 1.300 ton til 4.000 ton fødevarer årligt. Det svarer til, at der hvert år bliver reddet ekstra 6,5 millioner måltider.