Efter fire års arbejde er gammel købmandsgård nu renoveret
Kirkens Korshær har renoveret Løgstrupgården og skabt gode rammer for nye aktiviteter.
»Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.«
Sandheden i det gamle ordsprog kan Kirkens Korshær i Randers nu også bekræfte. Efter fire års hårdt arbejde og renovering kunne Kirkens Korshær forleden indvie nye flotte lokaler, der skal skabe rammerne for nye sociale arbejdsfællesskaber og foreningens familietilbud i Løgstrupgården på Vestertorv i Randers. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
I forhuset i den gamle købmandsgård vil socialt udsatte børnefamilier fremover kunne hygge sig, mens der i baghuset er etableret et stort køkken og lokaler til forskellige arbejdsfællesskaber.
»I dag er en glædens dag. I dag åbner et sted, som for mange betyder langt mere end bare mursten, møbler og maling. Det her sted er ikke bare blevet renoveret. Det er blevet genopbygget som et hjem for fællesskab, varme og menneskelig værdighed,« konstaterede lederen af Kirkens Korshærs arbejdsfællesskab og familietilbud i Randers, Sarah Christensen, da hun bød velkommen til indvielsen.
Selve indvielsen af de nye lokaler stod formanden for Socialudvalget, Rosa Lykke Yde (SF), for.
»Jeg er utrolig glad for at stå her i dag og sammen med jer fejre indvielsen af ’Arbejdsfællesskabet Løgstrupgården’ og ’Familietilbuddet’. Her på stedet formår I at gøre noget helt særligt for rigtig mange mennesker. I danner rammen for samvær, hvor man bliver mødt med åbenhed og rummelighed. Her kan man komme, som man er, og bidrage med det man kan,« sagde hun.
Straks herefter så de mange fremmødte nærmere på de nye lokaler og gav dem liv.