Et job til 213 millioner: Lokal virksomhed scorer to kæmpe kontrakter
Arbejdet kommer bl.a. til at foregå nær Aarhus Hovedbanegård.
Sporfornyelser, sporsænkninger og komplekse konstruktionsarbejder.
Aarsleff Rail A/S – der har sit hovedkontor i Hasselager – har netop sikret sig to nye opgaver for Banedanmark i Aarhus med en samlet kontraktsum på cirka 213 millioner kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Opgaverne fordeler sig i to entrepriser.
Her skal der bl.a. arbejdes på og omkring tre broer syd for Aarhus Hovedbanegård samt laves sporfornyelse af indkørselssporene vest for hovedbanegården.
»Begge opgaver falder inden for Aarsleff Rails kernekompetencer: udfordrende spor- og konstruktionsarbejder med vanskelig logistik og jernbanesikkerhed, og vi ser frem til at fortsætte vores gode samarbejde med Banedanmark på begge projekter,« udtaler Thomas Mollerup, administrerende direktør for Aarsleff Rail.
Aarsleff Rail er en del af den endnu større Aarsleff-koncern, der omsætter for mere end 20 milliarder kroner hvert år.
Begge kontrakter løber fra 2025 til 2026.