Landsby snart klar til indvielsen af nyt mødested: Donation hjalp godt til
Spentrup Idræts- og Kulturhus får over 750.000 kroner til nyt mødested.
Spentrup Idræts- og Kulturhus har fået 752.500 kroner fra Nordea-fondens Renoveringspulje til at etablere lokalområdets nye mødested. Midlerne gør det muligt at sætte gang i en renovering, der har været i støbeskeen siden 2019, og som skal styrke fællesskabet i Spentrup.
Det fremgår af en pressemeddelelsen
Formand for Spentrup Idræts- og Kulturhus, Anders Rousing, kalder tilsagnet en milepæl.
»Vi er utroligt taknemmelige og begejstrede for Nordea-fondens støtte. Det er ikke bare en renovation. Det er startskuddet til at skabe et levende hjerte for hele Spentrup,« siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Støtten fra Nordea-fonden betyder, at vi nu kan realisere drømmen om et moderne og inkluderende mødested, hvor alle i lokalsamfundet kan mødes på tværs af generationer. Det er fantastisk at mærke den anerkendelse af det frivillige engagement, der i mange år har båret fællesskabet i Spentrup.«
Spentruphallernes nye look
Renoveringen retter sig mod et åbent og tilgængeligt samlingspunkt med loungeområder, børnehjørne, fælles spiseareal og fleksible aktivitetsrum. Projektet omfatter nye gulve, vinduer, belysning og moderne faciliteter med fokus på komfort og energiforbedringer.
»Vores mål er at skabe et mødested, hvor alle i Spentrup føler sig velkomne uanset alder, baggrund eller mobilitet. Vi vil have plads til alt fra spontane besøg og lektielæsning til fællesspisning, kulturarrangementer og private festligheder. Det bliver et sted, hvor fællesskabet ikke bare eksisterer, men blomstrer,« siger Anders Rousing.
I projektet - med arbejdstitlen Forhallen - indgår en udbygning af Spentruphallerne med lokaler og faciliteter, der kan fungere som mødested for borgere på tværs af aktiviteter og samvær. Planen rummer nye inde- og udearealer som moderne fællesområder og »forsamlingshus« for hele Spentrup-området, mulighed for at leje lokaler til fester, foredrag og erhvervsarrangementer samt rammer til sociale og sundhedsmæssige formål. Samtidig ombygges den ene idrætshal til et moderne fitnesscenter og en multisal.
Nordea-fondens Renoveringspulje har uddelt 100 millioner kroner til 187 projekter, der styrker grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder. 1.276 ansøgninger kom ind fra både små og store fællesskaber på tværs af landet, og de støttede projekter fordeler sig på 67 kommuner i alle fem regioner.
»Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,« siger Nordea-fondens administrerende direktør, Henrik Lehmann Andersen.