Penge til projekt: »Vi ved, at mange mennesker i udsatte boligområder oplever demokratiet som noget fjernt«
Donationen støtter projektet 'Din stemme tæller', som drives af Bydelsmødre og Baba.
Med en donation på 111.200 kroner støtter LB Foreningen Region Midtjylland projektet ’Din stemme tæller’, som drives af Bydelsmødre og Baba under Fonden for Socialt Ansvar.
Projektet skal styrke demokratisk deltagelse blandt borgere i udsatte boligområder gennem lokale aktiviteter, frivilligtræning og mobilisering frem mod kommunal- og regionalvalget 18. november, skriver LB Foreningen i en pressemeddelelse.
Projektet vil være forankret i Holstebro, Herning, Viborg, Randers, Ringkøbing-Skjern og Aarhus.
Formålet med projektet er at give borgere i udsatte positioner større demokratisk selvtillid og flere erfaringer med hverdagsdemokrati - både i familielivet, i foreningsarbejde og gennem valgdeltagelse. Projektet bygger på frivillige kræfter, som via workshops og lokalt opsøgende arbejde inviterer flere ind i fællesskaber og demokratisk dialog.
»Vi ved, at mange mennesker i udsatte boligområder oplever demokratiet som noget fjernt. Men vi ser samtidig en stærk længsel efter at tage del i samfundet,« siger Mai-Britt Haugaard Jeppesen, der er direktør for frivilligt socialt arbejde i Fonden for Socialt Ansvar i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Med støtte fra LB Foreningen kan vi opkvalificere frivillige bydelsmødre og frivillige i Baba, så de kan engagere og mobilisere endnu flere borgere i deres lokalsamfund. På den måde skaber vi konkrete erfaringer med demokrati, som kan få betydning langt ud over projektperioden.«
Konkret vil projektet blandt andet have frivillige som for eksempel gennemfører oplysningskampagner, hvor man stemmer dørklokker og skaber opmærksomhed om kommunal- og regionsvalget, dialogmøder, hvor man skaber samtaler mellem vælgere og kandidater i øjenhøjde og sociale aktiviteter på valgdagen for at gøre det trygt og motiverende at stemme.