Indkalder til pressemøde: »Vi kan ikke sidde det overhørigt«
Aarhus som handelsby og detailforretningernes vilkår synes at blive et af de større temaer forud for det forstående kommunalvalg. Fem partier er nu kommet på banen med to forskellige forslag.
Rettelse: Af artiklen fremgik det tidligere, at S, K, SF og DD’s kampagne hedder ”Vi vil have Aarhus tilbage” – men kampagne hedder retteligt ”Sammen sikrer vi Aarhus’ fremtid”.
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Danmarksdemokraterne i Aarhus har indkaldt til pressemøde mandag.
Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra de fire partier.
»Aarhus skal være en levende handelsby, hvor kultur, erhvervsliv og byliv går hånd i hånd,« sådan lyder ambitionen fra de fire partier, der nu er gået sammen om et fælles forslag, der skal sikre bedre vilkår for detailhandlen og de erhvervsdrivende i Aarhus.
»Detailhandlen står midt i store forandringer. Vi kan ikke sidde det overhørigt, når erhvervslivet oplever frustrationer i dialogen med kommunen. Vores forslag handler om at sikre mere fleksibilitet, bedre rammer og et tættere samarbejde, så vi kan skabe et stærkt handelsliv, der trækker folk til Aarhus,« lyder det i en fælles udtalelse fra de fire partier bag forslaget.
Forslaget indeholder fem initiativer, der bygger videre på beslutningen fra budgetforhandlingerne, hvor et bredt flertal afsatte midler til en bylivschef.
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at partierne i forbindelse med mandagens pressemøde, som vil blive afholdt kl. 14 i Ryesgade nær Banegårdspladsen, også vil lancere en ny t-shirt.
»Som en del af lanceringen inviteres pressen til præsentationen af kampagnen ”Sammen sikrer vi Aarhus’ fremtid”,« skriver partierne, der bl.a. vil fortælle mere om initiativet sammen med Strøgforeningen og Erhverv Aarhus.
Og noget kunne tyde på, at handelslivets vilkår i landets næststørste by bliver et valgkampstema – i hvert fald for partierne i byrådet.
Det er afgørende, at vi tænker grønt, når vi styrker erhvervslivet. Med en forsøgsordning for aften- og natlevering kan vi både reducere CO₂-udledning og skabe mindre trængsel i dagtimerne – til gavn for klimaet, byen og borgerne.Mette Bjerre (SF)
V: »Nok er nok«
For også Venstre har lavet en byrådsindstilling og et udspil, der skal »åbne midtbyen op for handelslivet og aarhusianerne,« og som skal drøftes i byrådet 8. oktober.
»Nok er nok. Aarhus skal være en levende by – ikke en lukket by. Det røde flertal har kørt Aarhus fuldstændig i grøften. Når kunder og erhvervsdrivende ikke kan komme frem, så kvæler det vores handelsliv. Vi kan ikke nøjes med kaffemøder eller fine hensigtserklæringer EFTER et valg. Venstre har allerede sendt en byrådsindstilling, som byrådet drøfter den 8. oktober,« udtaler Christian Budde, rådmand og Venstres politiske leder i Aarhus, i en pressemeddelelse.
»Venstre gik sidste år ud af mobilitetsaftalen, fordi vi kunne se, at den ville kvæle erhvervslivet, og vi fik ret. Nu tager vi igen ansvar – for butikkerne, for medarbejderne og for de helt almindelige aarhusianere, som ønsker en levende by for alle,« udtaler Christian Budde.
Ifølge Venstre har de seneste års røde flertal med Socialdemokratiet i front gennemført tiltag, der har lukket veje, fjernet p-pladser og forlænget sommergågader langt ind i efteråret, lyder det i pressemeddelelsen.
»Konsekvensen er, at kunder holder sig væk, medarbejdere kæmper for at finde parkering, og vareleveringer er blevet en kamp mod regler og bøder,« mener partiet og fremhæver en række nylige sager fra bl.a. M.P. Bruuns Gade, Jægergårdsgade, Vestergade og Graven.
Ved flere af de sager har erhvervsdrivende været fremme med deres frustrationer over manglende p-pladser eller de sværere vilkår kunder har for at komme ind til midtbyen i bil.
Noget som for nyligt endte i et decideret t-shirtopråb fra en gruppe fremtrædende erhvervsdrivende i byen.
Aarhus skal være en erhvervsvenlig by. Vi vil gøre det nemmere at drive virksomhed her – med mindre bureaukrati, bedre parkeringsmuligheder og en tættere dialog mellem erhvervsliv og kommune.Bünyamin Simsek (K)
T-shirtkamp
Ejerne af Slagter-Riget og P. Clausens fiskehandel gik sammen og lancerede t-shirten ”Vi vil have Aarhus tilbage” for at gøre opmærksom på de frustrationer og udfordringer specialbutikker, som deres har, når eksempelvis nærliggende p-pladser pludseligt forsvinder.
T-shirten med det klare budskab har Venstres Christian Budde også taget til sig, kan man se af et billede fra partiets pressemeddelelse om at åbne byen op – og det samme har eksempelvis Liberal Alliances Henrik Arens, der for nylig havde t-shirten på i byrådssalen.
Venstres Gert Bjerregaard gav for nylig også t-shirten i gave til Socialdemokratiets Jesper Kjeldsen.
»Det er jo perfekt, så slipper jeg selv for at købe den,« lød det fra socialdemokraternes politiske ordfører.
Og nu var varsler partierne S, SF, K og DD – bl.a. anført af Jesper Kjeldsen – altså også en t-shirt-kampagne med titlen ”Sammen sikrer vi Aarhus’ fremtid”, som skal præsenteres på partiernes kommende fælles pressemøde, og hvor en ny t-shirt også skal lanceres.
De små erhvervsdrivende er rygraden i Aarhus’ handelsliv. Det er dem, der får gaderne til at summe, og som mange borgere møder i hverdagen. Med denne plan giver vi dem bedre rammer til at klare sig i en tid med hård konkurrence.Jakob Søgaard Clausen (DD)
Detailhandlen kalder på os – og vi hører dem. Jeg er glad for, at vi kan samles om denne plan og få etableret et stærkere samarbejde med Erhverv Aarhus og en kommende bylivschef. Det er sådan, vi sikrer et levende handelsliv i Aarhus.Jesper Kjeldsen (S)