Klumme: Helt speciel lejlighed i Aarhus kan fremkalde minder, alle troede var glemt

Når museer er bedst, minder de nærmest om et hukommelsens supermarked.

Se blot på noget så banalt som et gammelt, udstillet askebæger. Hos mange giver det måske associationer om de dårlige vaner, familiens rygere havde under de årlige julefrokoster. Uden at tage det mindste hensyn hverken til maden eller andre gæster pulsede vi løs og skabte tæt tåge i stuen, der først lettede, efter at vi var gået. For nogle var rygningen en plage, og der blev endda indlagt særlige pauser mellem retterne, hvor fadet med cigaretter, cerutter og cigarer gik rundt.

Alt var godt og helbredet tip-top. Skål!

Så meget for det udstillede askebæger, og de tanker, det fremkaldte, da biskop Kjeld Holm en lørdag formiddag holdt foredrag i Den Gamle By om netop sin glæde ved rygning.

Den Gamle By har altid haft gode erindringer på tilbud, og i en årrække har der været indrettet en særlig erindringslejlighed, som journalist Dorte Søholm har skrevet en underholdende bog om: ”Til kaffe i erindringslejligheden – Den Gamle Bys arbejde med demens”.

Boligen ligner en tidsrejse tilbage til 1950’erne. Lejligheden er indrettet som en dirk til demente, der pludselig åbner sig, og den har ikke overraskende inspireret museer og institutioner over hele Europa. Blandt de mange områder, som Den Gamle Bys udstillinger behandler, hører demenslejligheden til blandt de vigtigste. Mindre hold fra plejehjem, institutioner og familier kan bestille besøg i lejligheden. Prisen er et par tusinde, og gæsterne bydes velkommen på fortovet af et værtspar i fint tøj, og det er med til at skabe den perfekte illusion.

Dagens eksperter

Under besøget studeres lejligheden, der dufter af hjemmebag, kaffe og ældre tiders parfume, nøje, og det er tilladt at kigge i skuffer og skabe, og røre ved effekterne. Gensynet med de gamle ting, engagerer ofte de demente. De er dagens virkelige eksperter, og sjovt nok åbner mødet med den gamle hjulpisker og bollesprøjte for en lyst til at fortælle, at sådan én havde de også engang hjemme i skuffen.

Som regel oplever de besøgende nogle få timer, hvor de pludselig husker og fortæller. Der er meget spændende i lejligheden, der er indrettet som i 1950’erne, og der serveres kaffe og kringle. Det gamle stel er fundet frem, og det samme er den fine dug. Besøget slutter med sang og musik fra lejlighedens klaver.

Det er i øvrigt utroligt, hvad sang og musik betyder. Skribenten bag denne artikel kender et tilfælde, hvor en dygtig kvinde med en krævende stilling pludselig blev ramt af frontallap demens. Hurtigt forsvandt hendes sprog, og det kunne gå helt galt, når hun blev udfordret ved kassen i det lokale supermarked, hvis dankortet ikke virkede. Heldigvis trådte en yngre i køen til og betalte.

Den demente kom på et specialplejehjem i Aarhus, og her anvendte hun fortsat de tre ord, der ikke passede i sociale sammenhænge, men da en ansat på demensplejehjemmet begyndte at synge sammen med hende, viste det sig, at Kim Larsen, Benny Andersen og Povl Dissing stadig levede i hendes hukommelse og trådte frem, når blot de rigtige strenge blev slået an. Hun kunne synge alle ord, men ikke sige dem.

Demens er en skrækkelig og frygtet sygdom. Dorte Søholm oplyser med tal fra Alzheimerforeningen, at 100.000 danskere har en demenssygdom, heraf halvdelen Alzheimer. Der er 400.000 nære pårørende til personer med demens, og kvinder tegner sig for over halvdelen af de demente. På plejehjem har 75-85 pct. af beboerne en demenssygdom.

Det er derfor erindringslejligheden er så utrolig. I få timer vender den demente tilbage. Efter besøget er det igen skruet ned for hukommelsen.

Moderens inspiration

Forfatteren fortæller i bogen, at det var et besøg, som Henning Lindberg fik af sin mor, der skulle se sønnens arbejdsplads, som for alvor satte skub i projektet. I 2001 blev den unge lærer ansat til at udvikle skoletjenesten, og snart blev han også ansvarlig for det levende museum.

Ideen til at arbejde med demente skyldtes moderen, der ikke selv var dement, men bare fik lyst til at fortælle, da hun drak kaffe i et 1700-tals hus fra Sønderborg, der var genopført i Havbogade på museet. Det var indrettet som et hjem fra 1910’erne med både klaver og kakkelovn. Der var levende museum i Havbogadehuset, og straks moderen kom ind, udbrød hun:

»Her dufter, ligesom når jeg var på besøg hos mine bedsteforældre om sommeren.«

Og så begyndte hun ellers på en to timer lang beretning om sin barndom, som sønnen aldrig havde hørt. Da besøget var slut, tænkte han, at hvis huset kunne gøre sådan for moderen, kunne det så også gøre noget lignende for demente? Det burde prøves.

Da museets ledelse fandt ideen god, blev der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af Tove Mathiassen, der skulle sikre det museumsfaglige, Birgitte Kryger fra Aarhus Kommune og Henning Lindberg. Målet var at skabe »et tilbud til mennesker med demenssygdomme, som via sansebetonede oplevelser kunne åbne for glemte erindringer.«

Et særligt personale

Erindringslejligheden i Sønderbrogade er beliggende på etagen over Pouls Radio. Den blev indrettet og taget i brug i 2012, da man havde opført et nyt kvarter. Nu handlede det om at få uddannet et personale. Henning Lindberg stod for udvælgelsen af folk, der kunne tale med mennesker, der led af demenssygdomme, og han gik efter særlige kvalifikationer.

»Der var faktisk 25, som meldte sig, blandt andre nogle af vores rigtigt erfarne og dygtige rundvisere,« fortæller Henning Lindberg i bogen.

»Men der måtte jeg sige: ”Det dur ikke med dig. Du kan ikke holde mund”. Det handlede om at tie stille og få den ældre til at tale.«

Tre blev udvalgt, kom på kursus og lærte, at en dement hjerne er som en ost. Der er kommet huller i den, og erindringerne kan ikke køre rundt. Forløbet har vakt opsigt, og ansatte fra Den Gamle By har været mange steder i verden for at fortælle om erindringslejligheden, ligesom der er faldet udmærkelser af.

Der har også været usædvanlige episoder i årenes løb som kvinden, man vel troede var døvstum, der pludselig brød ud i sang på fransk. En anden afslørede sin fortid som organist, da hun satte sig ved klaveret, og en gammel kogekone greb fat i panderne og bagte lynhurtigt lækre, tynde pandekager, da hun ikke længere kunne klare køkkenpigernes tempo.

Der var også de to ældre herrer, der ved et tilfælde fandt ud af, at de begge var uddannet fra samme landbrugsskole på Mors. Dagen efter havde de glemt det igen, men når de sad på gangen, sagde personalet bare Mors, og så gik snakken på ny. Det er et problem at huske, hvad man oplever i erindringslejligheden, men der er sjove timer.

Selv har Henning Lindberg ikke glemt den gæst, der sagde farvel med ordene:

»Tak for en dejlig dag. Den vil jeg huske længe,« hvorefter han blinkede med det ene øje.