Fortsæt til indhold

Fra storbyen til lillebyen: Fodboldklubben blev nøglen til at trives i Assentoft

Magnus Würtz Engedal stod over for et stort skifte fra Aarhus til Assentoft, men fandt mening i forandringen.

Samfund
sra

»Du kan komme til Assentoft.«

Magnus Würtz Engedal var 25 år og havde boet i Aarhus i fem år, og han skulle lige sluge beskeden. Han havde det seneste år været studentermedhjælper og praktikant i Sparekassen Kronjylland Aarhus City, skriver Sparekassen Kronjylland i en pressemeddelelse.

Han kunne lide byen og afdelingen, og han nød at have mange jævnaldrende omkring sig. Nu blev han tilbudt en traineeplads i en afdeling med fem ansatte i Assentoft – en by, som han intet forhold havde til.

»Jeg var ikke just begejstret i første omgang, for jeg havde håbet, jeg kunne blive i Aarhus. Jeg havde heller ingen bil, så hvordan skulle jeg lige komme derud?« siger han og tilføjer:

»Men nu er jeg faktisk ret taknemmelig. Det har virkelig været en meningsfuld oplevelse.«

Kontaktede klubben

Starten i Assentoft blev en omvæltning. Det var som at køre til en anden verden, når han satte sig i sin lille, nye bil og kørte nordpå. Han besluttede, at han måtte gøre noget for selv at komme ind under huden på byen og dens indbyggere.

»Jeg tror, at det ville blive lange halvandet år, hvis jeg behandlede det som noget, der bare skulle overstås. Jeg besluttede at give den én over nakken og få suverænt det bedste ud af det,« siger han.

Som idræts- og foreningsmenneske gennem det meste af livet var det naturligt for Magnus Würtz Engedal at kontakte den lokale fodboldklub SIF-Assentoft. Kort efter stod han på banen som medtræner for det lokale U12-drengehold, og her fandt han noget, han havde savnet.

»Første gang jeg kom ned på banerne, var der fem fremmede mennesker, der hilste på mig og anerkendte min tilstedeværelse,« siger Magnus Würtz Engedal.

Allerede efter få måneder som træner i fodboldklubben, har han erfaret, at det er nemmere at arbejde i byen, når man engagerer sig.

»Når vi som afdeling deltager i arrangementer i byen, kommer der jo både forældre og unger over og siger hej. Det er rart, at jeg kender nogen og ikke bare står bagved en kollega og gemmer mig. Det gør også, at jeg kan være lidt mere med på de der lokale snakke,« siger han.

Magnus Würtz Engedal er færdig som trainee i Assentoft i starten af 2027.