Fortsæt til indhold

Regeringen vil forbyde sociale medier for børn under 15 år

Der skal indføres en aldersgrænse på "flere sociale medier", siger statsminister i åbningstale i Folketinget.

Samfund
/ritzau/

Regeringen ønsker at forbyde ”flere sociale medier” til børn og unge under 15 år.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale ved Folketingets åbning tirsdag.

Der skal dog være mulighed for, at forældre kan give lov til børnene, fra de er 13 år, lyder det i talen.

»Mobiltelefonerne og de sociale medier stjæler vores børns barndom,« siger statsministeren.

Hun uddyber ikke i sin tale, hvilke sociale medier hun taler om, hvornår en aldersgrænse skal gælde fra, og hvordan det skal fungere i praksis.

De fleste sociale medier har i dag en aldersgrænse på 13 år.

Alligevel viser tal fra Børns Vilkår ifølge statsministeren, at 94 procent af danske børn i 7. klasse har haft en profil på et socialt medie, inden de blev 13 år.

I juli gjorde nye retningslinjer fra EU-Kommissionen det muligt for Danmark at fastsætte en national aldersgrænse for brug af sociale medier.