Tre uger efter Julie blev student, væltede hendes verden: »Jeg er pissebange for den dag, han kommer til at dø«

Midt i dæmpet belysning og høj musik stod Julie Lund Fisker midt på dansegulvet med sin veninde. For en stund forsøgte hun at være ung og glemme alle bekymringer. Pludselig blev hun prikket på skulderen.

»Ej, hej Julie. Det er længe siden,« sagde en bekendt fra hendes hjemby og fortsatte:

»Jeg har hørt, at din far er blevet syg. Det er jeg virkelig ked af at høre.«

De talte et par minutter, inden de ønskede hinanden en god aften og gik hver til sit. Julie Lund Fisker stod tilbage med et blødende hjerte. Endnu en gang var hun blevet mindet om sorgen.

Hendes far har kræft.

Tre forskellige diagnoser. Og hvis der er en ting, der bekymrer hende, er det, hvornår han dør.

Det er over ti år siden, at hendes far fik stillet den første kræftdiagnose. Men gennem årene har det hjulpet hende at skrive sine tanker ned.

6. november udgiver hun digtsamlingen »Jeg venter på du dør.«

En digtsamling, hvor hun har samlet de mest betydningsfulde øjeblikke som pårørende. For hun mener, at det er vigtigt at gøre folk klogere på, hvad det indebærer at stå på sidelinjen til en, der er uhelbredeligt syg.

Fuld plade af sygdomme

»Det er kræft. Bugspytkirtlen. Nå okay. Jeg lægger på. Ringer straks til Emma. Hører slet ikke efter. Det skal nok gå. Prøver at tro på hende.«

Sådan starter digtsamlingen.

Hendes veninde Emma fik til dels ret. For i 2013 blev Julie Lund Fiskers far opereret i bugspytkirtlen, og så blev han egentlig erklæret kræftfri. Men den glæde varede kun et par år.

»Tre uger efter jeg var blevet student i 2018, var min far til et af de sædvanlige tjek på hospitalet. De fortalte, at kræften fra bugspytkirtlen havde spredt sig til leveren,« sagde Julie Lund Fisker.

Lægerne fortalte, at kræften havde nået at sprede sig så meget, at de måtte erklære faren uhelbredeligt syg.

»Det var ligesom om, at det hele væltede ret meget der. Men i år har han også fået konstateret knoglemarvskræft. Så han har fuld plade.«

Selvom faren stadig lever, beskriver hun, at hun har været i sorg længe.

»Jeg er pissebange for den dag, han kommer til at dø. Hvad skal jeg gøre, når min far ikke er her mere? Hvad hvis han ikke kan følge mig op ad kirkegulvet, når jeg skal giftes?«

Hvor langt vil man gå for dem, man elsker?

Farens sygdomsforløb har givet Julie Lund Fisker en helt anden relation til ham, end hun havde før. Hun beskriver, at hans sygdomsforløb har været med til at forme hende som menneske, fordi det er sket i løbet af hendes ungdom.

»Man får en helt ny forståelse af, hvad kærlighed er for en størrelse. Hvad vil det sige, at elske et andet menneske? Hvad er jeg villig til at gøre?« siger hun og fortsætter:

»Jeg er fandeme villig til at gå langt for dem, jeg elsker.«

For nylig besøgte hun sin far. Det gør hun jævnligt. Hun overnattede der. Om natten vågnede hun, fordi hun skulle på toilet. På vejen kaldte faren på hende.

»Er du vågen?« spurgte han.

»Ja,« svarede hun.

»Jeg har skidt i bukserne,« konstaterede faren.

Midt om natten måtte Julie Lund Fisker hjælpe sin far i bad og vaske ham. Det kunne han ikke selv på det tidspunkt, fordi han havde en kanyle indlagt i armen. Kanylen hjalp med at dosere antibiotika ud i kroppen. Det betød, at hun måtte sætte en pose over hans arm og vaske ham ren.

»Rollerne er blevet byttet om. Det er jo sådan noget, en forælder skal gøre for et barn og ikke omvendt. Det er sygt grænseoverskridende, men grænserne bliver visket ud, fordi det handler om at gøre noget for dem, man elsker.«

Livet i venteposition

Julie Lund Fisker håber, at digtsamlingen kan hjælpe folk med at turde være ærlige om, hvordan de egentlig har det.

Hun har lagt mærke til, at flere i hendes omgangskreds har en tendens til at afslutte på en positiv note. Men nogle gange er det okay at være ærlig og fortælle, hvis det hele går ad helvede til.

»Jeg vil gerne give folk et indblik i, at det ikke kun er hårdt at være pårørende, når min far er på hospitalet. De fleste er godt klar over, at det er hårdt for mig, når min far er indlagt. Men det er lige så hårdt, når han ikke er, for han er jo stadig ikke rask,« siger hun.

At faren har været syg det meste af hendes ungdom, har taget naiviteten væk fra hende. Troen på at det hele nok skal gå, er så småt smuldret mellem hendes hænder. For hun ved godt, at han er uhelbredeligt syg.

Til december skal han gennemgå en transplantation, fordi han har fået konstateret knoglemarvskræft. Det er det næste Julie Lund Fisker og familien skal forholde sig til. Når transplantationen er gennemført, skal han være i isolation i flere uger efter. Det betyder, at det ikke er sikkert, at hun kan holde jul med sin far. Og hun er bekymret for, hvordan faren har det efter.

»Der har været tidspunkter, hvor jeg har været virkelig tæt på at miste håbet. Jeg kan godt stille mig selv spørgsmålet, om jeg har håb? Men det har jeg. Ellers var jeg nok sprunget ud fra fjerde sal.«

Hun understreger at skrive sine tanker ned, som nu er blevet til en digtsamling, har været med til at bevare håbet. For så kan hun kigge tilbage og se, at hun har holdt ud.

»Hvor længe kan man leve med det lort? Overlevelsen varierer fra nogle måneder op til ti år. Og Google griner ad mig. Måske er det sådan, det er. Jeg er jo til grin. Det er latterligt at tro, at jeg kan planlægge noget. Jeg må bare vente på, at far dør,« skriver Julie Lund Fisker på den sidste side i digtsamlingen.