Kulturen kan være rig, selv om byen er fattig. Det omvendte er umuligt

Kulturlivet skaber værdi, men regnes åbenbart ikke for noget i byrådet. Ved det seneste budgetforlig blev kulturen så grundigt overset, at selv kulturrådmanden – den radikale Rabih Azad-Ahmad – ikke engang sad med ved forhandlingsbordet. Byens kulturinstitutioner frygtede det værste. I dag måber de.

Kunsten skal ikke måles på, om den er samfundsnyttig, men har en berettigelse alene i kraft af sin egenværdi. Men hvis man endelig skal måle, så viser en 2024-rapport fra Silverlining Research, at kultur- og fritidslivet i Aarhus beskæftiger over 10.000 mennesker og skaber en værditilvækst på 7,6 mia. kr. Det er alligevel en del for noget, der »ikke kan betale sig« – åbenbart heller ikke at kæmpe for.

Den politiske afmålte interesse for kulturlivet stemmer så dårligt overens med de utallige skåltaler fra selvsamme politikere om kulturens betydning for byen, bare mæcenerne vil betale for den. Men det er måske også lige meget med de flotte ord. De nærer ikke, og hvem skal lytte, kan man spørge på baggrund af en anden uforståelighed i budgetforliget: Manglende vilje til at trække de ellers så attraktive erhvervsturister til byen.

To ting skal være på plads, hvis man vil have gæster til store møder og konferencer:

1: Attraktive hoteller med masser af værelser

2: Gæster

Det første går forrygende. Der er omtrent 1.000 nye værelser på vej i Aarhus. Se bare byggekranerne ved Sydhavnen og Aarhus Ø. Men så er der det andet punkt: Hvor skal gæsterne egentlig komme fra? De såkaldte erhvervsturister, der i dag udgør omtrent halvdelen af byens gæster, bruger i gennemsnit 3.300 kr. pr. døgn. Det svarer til det tredobbelte af en »almindelig« turist, der nøjes med en selfie i regnbuen og en tur i Møllestien.

Store konferencer kræver år med planlægning, opsøgende arbejde og et fælles træk i retning mod Aarhus. Intet hotel kan løfte det alene. Det kræver en guide med fast hånd på rattet – som VisitAarhus plejer at levere.

Investorerne har gjort deres del: bygget nye hoteller, taget risikoen og sat pengene på Aarhus. Tjek ved punkt ét.

Men ved de netop afsluttede budgetforhandlinger gik det galt. Bevillingerne til erhvervsturismen blev skåret ned og smidt i en fælles erhvervspulje, som først fordeles til sommer – når alle andre også står i kø.

Aarhus har altså valgt at spænde ben for sig selv midt i opløbet. Hotellerne er snart klar til gæsterne, men gæsterne er ikke klar til hotellerne. Øv ved punkt to – og det øv er ualmindeligt dårlig timing.

Beregninger viser, at erhvervsturismen skaber en omsætning på 2,6 mia. kr. og alene i Aarhus Kommune bidrager med 1,4 milliarder i skatter og afgifter. Det burde være argument nok for at investere i både kultur og erhvervsturisme. Begge dele er nemlig det samme: investeringer i en levende by.

For hvad er Aarhus uden tilliden fra dem, der tør bygge, arrangere og skabe? Uden kulturens ildsjæle og erhvervslivets risikovillighed Hverken kulturen eller erhvervsturismen er flødeskum. Det er rugbrød – det, der holder Aarhus kørende. Men lige nu serveres mest af alt krummerne, mens man på rådhuset håber, at gæsterne og aarhusianerne ikke opdager det.