Fortsæt til indhold

Han bliver snart 80 år, men Knud Erik holder stadig liv i helt særlige køretøjer

Knud Erik Sørensen overtog sin fars virksomhed. 50 år senere er han stadig i gang med sin helt store passion.

Samfund

Det er noget med lyden, synes Knud Erik Sørensen.

Den er anderledes end på de nye maskiner, så når man sætter sig op på sådan en engelsk veteran-motorcykel, handler det ikke bare om at komme fra a til b. Det bliver større end det.
Duftene og farverne og naturen bliver forstørret. Det er en oplevelse.

Det er det også at træde ind i forretningen FSA - Frode Sørensen Allingåbro - som Knud Erik Sørensen tirsdag 14. oktober kan fejre 50 års jubilæum med.

Her er et levende stykke motorcykelhistorie indhyllet i duften af olie, metal og gamle minder.

Hylderne bugner af reservedele, stempler, ventiler og tankkapper til britiske veteran-motorcykler, mens de skinnende maskiner selv står side om side og oser af nostalgi.

Når folk spørger mig, hvorfor det kun er de britiske maskiner, plejer jeg at sige: ’Findes der andet?
Frode Sørensen

Her har Knud Erik Sørensen igennem et halvt århundrede solgt og repareret de klassiske britiske motorcykler. BSA, Triumph og i særlig grad Norton, får Knud Erik Sørensens indre stempler til at slå lidt hurtigere.

»Når folk spørger mig, hvorfor det kun er de britiske maskiner, plejer jeg at sige: ’Findes der andet?’,« fortæller han grinende.

Det er en passion, der har fulgt Knud Erik Sørensen igennem hele livet.
Næste år fylder han 80 år, men det betyder ikke, at han er ved at være klar til at lægge værktøjet på hylden.

Det har sine fordele, når ens arbejde også er ens hobby.

»Hver dag, når jeg står op, så er jeg glad for at komme på arbejde. Sådan har det været i 50 år, og det må da også være sådan, det skal være,« konstaterer Knud Erik Sørensen.

Faderens navn

Historien om Frode Sørensen Allingåbro begynder længe før Knud Erik Sørensen selv satte sig i sadlen.

Hans far, Frode Sørensen, drev en lille forretning med værktøj og olie, men da faderen pludselig døde alt for tidligt, stod moderen alene tilbage med det hele.

Sønnen overtog virksomheden, og da Knud Erik Sørensen i forvejen var »godt i gang med de engelske maskiner,« som han udtrykker det, så var det også naturligt, at sortimentet og forretningsgrundlaget lige så stille skiftede.

Navnet har dog alle dage været det samme.

»Jeg har aldrig haft lyst til, at det skulle have mit navn i stedet. Det var jo min fars firma, så det var naturligt, at det forblev det samme. Det synes jeg i hvert fald,« forklarer Knud Erik Sørensen.

Manuelt arbejde i kæmpe lager

Han viser rundt i butikken, som flyder over i værkstedet og videre ud på lageret, som snor sig igennem to-tre store lokaler.

Knud Erik Sørensen konstaterer, at han gerne vil have ryddet lidt op, men faktum er også, at der på hylderne står kasse efter kasse sirligt stillet op med mærkater, og Knud Erik Sørensen tydeligvis præcis ved, hvor han finder lige netop den reservedel, der skal til for at fikse de gamle maskiner, der kommer ind i forretningen.

Her er ingen computer eller digitale systemer, der holder styr på lageret. Det er manuelt arbejde og computeren på øverste etage hos Knud Erik Sørensen, der holder styr på det, der højst sandsynligt er et af Europas største reservedelslagre dedikeret til de britiske motorcykler.

Reservedelslageret i Frode Sørensen Allingåbro smyger sig igennem flere store lokaler og er velsagtens et af de største af sin slags i Europa. Når motorcykelklubben Mosten MC holder sit årlige engelske træf i Bode Enge, er der travlhed i butikken i Allingåbro, når de mange mennesker med samme passion som Knud Erik Sørensen kigger ind i den legendariske butik. Foto: Simon Carlson

Det betyder også, at Knud Erik Sørensen har en yderst trofast kundeskare, som deler samme passion og derfor ved, at det er her i Allingåbro, deres maskine får den rette behandling.

»Jeg har kunder, jeg har haft i alle 50 år. Det er sgu da dejligt,« konstaterer han.

Et stærkt parløb

Selv om han stadig nyder at stå op og udføre sit arbejde i butikken og i værkstedet, så har nogle dage de senere år været mørke.

Knud Erik Sørensens stemme knækker en anelse, når han fortæller om, hvordan han og hans kone Ulla kørte decideret parløb i forretningen.

Begge med passion for de to-hjulede hestekræfter. Knud Erik ved styret og Ulla siddende bag ved ham, når de begav sig ud på landevejene, for trods kærligheden til maskinerne tog hun aldrig motorcykelkørekort.

»Vi har nærmest været overalt i Europa til race og til træf. Der ligger mange minder i de ture,« fortæller Knud Erik Sørensen.

For seks år siden mistede han sin Ulla, og siden den dag har livet med motorcyklerne bare været anderledes.

»Jeg har ikke haft lyst til at køre på motorcykel, siden Ulla døde. Jeg tager sommetider en tur på de maskiner, jeg har repareret for at teste dem, men ellers kører jeg ikke. Det var noget, vi havde sammen. Det havde ikke kunnet lykkes at drive forretningen uden hende. Det var vores fælles liv,« fortæller Knud Erik Sørensen.

Holdejer og håndværker

Det var også en fælles beslutning, da ægteparret i 1982 besluttede at starte deres eget racing-hold med de klassiske engelske maskiner.

FSA Racing Team eksisterer stadig og kan se tilbage på en ret glorværdig historie med blandt andet syv europamesterskaber på den blå og hvide Triumph Trident, der også står i forretningen i Allingåbro i dag.

Her må kromen på de gamle maskiner også kæmpe gevaldigt om spotlightet med de mange, mange pokaler, der er linet op på de øverste hylder i butikken.

Når han fylder 80 næste år, har Knud Erik Sørensen proklameret, at han nøjes med at tage fem år ad gangen. Han regner da heller ikke med, at det bliver stående, han en dag forlader butikken, og som han noterer sig med blik ned igenem butikken: »Jeg har ikke en pension eller noget. Jeg regner med, at min pensionsopsparing står her.«

Knud Erik Sørensen har ikke selv kørt løb, men overladt styret til andre. Som holdejer har han ageret i kulisserne som mekaniker og ikke mindst finansieret deltagelsen i løbene.

»Det har været dyrt, men det har satme også været sjovt. Det har været pengene værd,« fastslår Knud Erik Sørensen med et grin.

Det sociale aspekt i løbene og de fælles interesser for de efterhånden historiske motorcykler er en væsentlig drivkraft i, at han langt fra overvejer at drosle ned.

Når han fylder 80 næste år, har Knud Erik Sørensen proklameret, at han nøjes med at tage fem år ad gangen. Han regner da heller ikke med, at det bliver stående, han en dag forlader butikken, og som han noterer sig med blik ned igenem butikken: »Jeg har ikke en pension eller noget. Jeg regner med, at min pensionsopsparing står her.«

Og så er der stoltheden ved at være en af de få, der stadig bærer et klassisk mekaniker-håndværk med sig.

Alene i år har Knud Erik Sørensen fået henvendelser fra tre unge mennesker, som gerne ville i lære i hans værksted.

Deres begrundelse har netop været den, at de søger håndværket i modsætning til på mere moderne værksteder, hvor maskinerne diagnosticeres digitalt.

»Men jeg kan ikke tage lærlinge. Reglerne og kravene gør det alt for besværligt. Det er synd, for de unge, der gerne vil lære et rigtigt håndværk, og så ender det jo med, at det dør ud.«

Fem år ad gangen

Derfor kan man formentlig også være ganske sikker på, at FSA - Frode Sørensen Allingåbro - kan findes her på Hovedgaden, så længe Knud Erik Sørensen kan holde sig oprejst.

»Engang troede jeg, det var bankmanden, der skulle bære mig ud herfra, men nu ved jeg, at det bliver bedemanden,« siger han og griner højt.

»Nu bliver jeg 80 næste år, og så har jeg altid sagt, at derfra tager jeg den fem år ad gangen. Ikke mere end fem år ad gangen.«

50 års jubilæet markeres på Allingåbro Hotel lørdag 18. oktober, hvor Knud Erik Sørensen har inviteret familie, kunder, forretningsforbindelser og venner af huset til at fejre det halve århundrede med FSA i Allingåbro.