Fortsæt til indhold

Kunstig intelligens kan trylle millioner frem til flere cykelstier

Debuterende socialdemokrat ser potentiale i AI til at optimere ressourcer og forbedre trafiksikkerheden i Syddjurs Kommune.

Samfund

Christina Furholm Kjærgaard, ny kandidat for Socialdemokratiet, har en klar vision for, hvordan kunstig intelligens kan frigøre penge til endnu flere cykelstier og trafiksikkerhed i Syddjurs Kommune.

Og ja, hun er klar til at tage kampen op med både budgetter og buslæskure

Aktiv i lokalsamfundet

Christina Furholm Kjærgaard har boet i Ugelbølle i 19 år sammen med sin mand og deres 19-årige søn. Hun har gennem årene været en aktiv del af lokalsamfundet, først som medlem af støtteforeningens bestyrelse under Ugelbølle Friskole, derefter som formand for Byparken og siden formand for distriktsrådet.

»Jeg kan slet ikke lade være med at involvere mig. Som person er jeg sådan en type, der ikke kan finde ud af at tie stille, hvis jeg oplever uretfærdighed. Og det er nok den primære grund til, at jeg nu er kandidat til kommunalvalget næste år,« fortæller Christina Furholm Kjærgaard.

Ubalance i budgettet

Ved et vælgermøde i Rodskov forleden understregede hun behovet for flere midler til trafiksikkerhed og præsenterede AI (Artificial Intelligence = kunstig intelligens) som en mulig løsning.

For hende er AI ikke bare noget fra sci-fi-film, det kan blive vores nye bedste ven i kampen mod huller i vejene.

Christina Furholm Kjærgaard pegede på vælgermødet, at der er kæmpestor forskel på ønsker og afsatte midler.

Der står således ønskeprojekter for 5,4 mio. kr. på listen i Syddjurs, men der er kun afsat ca. 2 mio. kr. årligt i det kommunale budget, hvoraf 1,1 mio. kr. i 2025 gik direkte til trafiksikkerhedsprojekter.

De resterende beløb gik til rådgivning, projektering, analyse, lønsum og gps-data.

Da hun blev spurgt, hvor hun ville finde de ekstra godt 3 mio. kr., havde hun svar på rede hånd.

»Vi bør se på kunstig intelligens i forhold til at finde flere midler til området. Jeg tror ikke, vi kan finde alle 3 mio., men jeg tror, vi kan finde flere penge til området,« sagde hun.

Hun ved fra sit eget firma, at AI brugt rigtigt er som en tryllekunstner – den kan finde penge, hvor vi troede, der kun var støv.

Eksempler fra andre kommuner

»Det er positivt, at der i næste års budget er tilført yderligere 200.000 kr. Men samtidig kommer der løbende nye projekter til listen i kraft af det gode samarbejde mellem distriktsrådene og kommunens trafiksikkerhedsafdeling. Der er dog flere gode projekter, der har ligget på listen i årevis uden at blive realiseret,« forklarer Christina Furholm Kjærgaard.

Christina Furholm Kjærgaard ser derfor et potentiale i at bruge kunstig intelligens endnu mere målrettet på trafikområdet.

Hun nævner eksempler fra andre kommuner, der allerede viser vejen:

»Bornholm bruger AI til at opdage huller og revner i veje via kameraer i biler – det gør vejeftersyn mere effektivt og billigere. Faxe Kommune opdager ligeledes problemer med vedligeholdelse af veje, før de udvikler sig. Ved at handle mere proaktivt forlænger de vejenes levetid og minimerer trafikfarer. Aabenraa Kommune bruger samme system og opdaterer deres data for hele vejnettet flere gange om året og sparer stadig penge.«

Andre muligheder med AI

Christina Furholm Kjærgaard ser også andre muligheder for brug af kunstig intelligens på trafikområdet:

»Kan vi bruge kunstig intelligens til at læse og evt. fordele og prioritere den stigende mængde af indkomne mails vedrørende trafik?

Kan man ved brug af kunstig intelligens mindske eksterne omkostninger til trafikdataanalyser, modeller, rapporter, simulering, kort etc.?

Kan vi bruge kunstig intelligens til en bedre planlægning af kørselsruter på området?

Kan man prioritere investeringer i trafiksikkerhed mere effektivt ved brug af kunstig intelligens?

Kan vi forebygge mere og spare større reparationer på lang sigt, f.eks. også ved at bruge kunstig intelligens til at understøtte prioriteringer, så skader ikke forværres?« spørger Christina Furholm Kjærgaard.

Christina Furholm Kjærgaard er med på, at nogle af forslagene kræver en investering, men på længere sigt mener hun, det kan frigøre penge til trafiksikkerhed, at vi bruger kunstig intelligens som et strategisk værktøj.

»Sådanne løsninger kan frigøre ressourcer, uden at det betyder færre medarbejdere – tværtimod kan det måske skabe større medarbejdertilfredshed.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke taler om at opnå besparelser på medarbejdersiden. Jeg ønsker på ingen måde at skabe usikkerhed for medarbejderne, og jeg er meget tilfreds med det samarbejde, jeg har haft på trafiksikkerhedsområdet på vegne af Ugelbølle Distriktsråd. Vi har nogle utrolig dygtige medarbejdere på det område i Syddjurs Kommune,« understreger Christina Furholm Kjærgaard.

Konkret eksempel fra Ugelbølle

Christina Furholm Kjærgaard fremhæver et konkret eksempel fra Ugelbølle, hvor et defekt buslæskur langs Aarhusvej har skabt problemer.

Den 6. september meldte hun ind i kommunens app, »Giv et praj«, at en rude i buslæskuret var smadret.

Opgaven blev accepteret i systemet, men er endnu ikke udført. Nu er endnu mere glas smadret, og når noget først er ødelagt, går det hurtigere med endnu mere forfald, og det gør det dyrere at reparere, påpeger hun.

»Kan vi ikke prioritere disse opgaver anderledes og dermed spare udgifter til reparationer og nyt udstyr?« spørger hun.

Stærkt fundament

Christina Furholm Kjærgaard er debutant i kommunalpolitik, men hendes engagement og erfaring fra lokalsamfundet giver hende et stærkt fundament.

Hun driver oversættervirksomheden Oblecta, som hun grundlagde i 2008, og har specialiseret sig i juridisk oversættelse.

»Min barndom var én lang valgkamp: Min mor var formand for den socialdemokratiske partiforening i Tilst-Kasted og var opstillet som kandidat til både amtsrådet og byrådet i Aarhus. Jeg har altså delt rigtig mange røde roser ud i min barndom.

Min oldefar var også selvstændig erhvervsdrivende og socialdemokrat. Han drev et øldepot i Skanderborg i starten af 1900-tallet og var involveret i den lokale afdeling af Socialdemokratiet,« fortæller Christina Furholm Kjærgaard.