»Det har jeg da slet ikke tid til,« sagde Jytte. Nu er hun formand for Danske Seniorer og 70.000 medlemmer
Den lokale ildsjæl og kommunalpolitiker Jytte Schmidt er netop blevet udnævnt som ny landsformand for Danske Seniorer.
Det er en meget velkendt stemme i Norddjurs, som nu også får en stor national røst.
71-årige Jytte Schmidt fra Vivild er sent torsdag eftermiddag valgt som ny landsformand for interesseorganisationen Danske Seniorer, der repræsenterer omkring 70.000 medlemmer fordelt på 350 lokale foreninger landet over.
»Jeg er glad, og jeg vil gøre mit bedste for at skabe livskvalitet for seniorerne i i Danmark,« sagde Jytte Schmidt til avisen kort efter udnævnelsen på Danske Seniorers årskongres.
På posten som landsformand afløser hun Per K. Larsen, som går af efter otte år.
Jytte Schmidt er i forvejen formand for Danske Seniorer Allingåbro-Vivild og kredsformand for Randerskredsen, som er én af organisationens 17 kredse.
Derudover er hun også medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for SF.
Gennem de seneste to og et halvt år har hun desuden siddet i Danske Seniorers hovedbestyrelse, hvor hun har fået et indgående kendskab til arbejdet med at styrke seniorers fællesskaber og livskvalitet.
Alligevel var hun temmelig forbeholden, da hun tidligere på året blev præsenteret for spørgsmålet, om formandsposten ikke var noget for hende.
»Jeg var da helt beæret over at blive spurgt, men jeg tænkte også, at det har jeg da slet ikke tid til,« fortalte Jytte Schmidt tidligere på ugen til avisen
»Når jeg alligevel ender med at sige ja, så er det fordi, jeg synes, det er en meget spændende og vigtig opgave,« sagde Jytte Schmidt.
Fortsætter i lokalpolitik
Selv om kalenderen i forvejen er tæt pakket med politisk og frivilligt arbejde, har Jytte Schmidt besluttet at skabe plads til det nye hverv, og derfor er der formentlig et par steder i ildsjælens lokale arbejde, hun fremover må fravælge.
»Det kan godt være, jeg skal finde et par poster, jeg må arbejde mig ud af, så jeg kan skabe rum til det her arbejde,« siger hun.
Hun understreger dog, at formandsposten ikke skal påvirke hendes kommunalpolitiske engagement.
»Mit politiske engagement bliver det samme fremover. Det er andre ting, jeg skal have arbejdet mig ud af. Jeg synes jo også, der er en direkte forbindelse mellem mit politiske arbejde og mit engagement i Danske Seniorer. Jeg har siddet i kommunalbestyrelsen i alt i omkring 16 år og er næstformand i voksen- og plejeudvalget, så de ting hænger jo rigtig godt sammen,« konstaterer den nyvalgte landsformand fra Vivild.
Jytte Schmidt har været politisk aktiv de seneste 24 år og i 16 år været medlem af de lokale kommunalbestyrelser. Først i Rougsø Kommune i to valgperioder og efter kommunesammenlægningen blev hun også valgt til kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune i de første to valgperioder.
I de efterfølgende to valgperioder måtte hun se til fra sidelinjen, inden Jytte Schmidt igen blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2021.