Fortsæt til indhold

750.000 julelys bliver tændt i stjernehimlen over strøget

Også i år kommer stjernehimlen over Strøget i Aarhus til at sprede lys og julestemning. Sammen med Strøgforeningen, energi- og rådgivningskoncernen NRGi, Salling Stormagasiner og Bestseller har borgmester og rådmand Nicolaj Bang fundet en fælles løsning, så stjernehimlen traditionen tro kan tændes.

Samfund
ksa

Det har det været vigtigt for både handelslivet, en række virksomheder og fra politisk side at sikre, at stjernehimlen over Strøget igen i år kan sprede julestemning, når aarhusianerne og alle byens gæster skal hygger sig med gaveindkøb, gløgg, æbleskiver og alt hvad der hører en jule-shoppingtur i Aarhus til.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Med opbakning fra Strøgforeningen med Claus Broberg har NRGi, Salling Stormagasiner og Bestseller sammen med borgmester Anders Winnerskjold (S) samt teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang( KF) fundet sammen om en løsning, så de 750.000 julelys i stjernehimlen også i år kan tændes i forbindelse med den store juleparade i byen 14. november klokken 18.30.

For Aarhus Kommune ligger tilsagnet til den fælles løsning i direkte forlængelse af det nyligt indgåede budgetforlig, hvor partierne bag blev enige om at afsætte 1,5 millioner kroner årligt fra 2026 til ansættelse af en bylivschef, som kan samle trådene mellem erhverv, kommune og kulturliv.

Bylivschefen skal sammen med etableringen af en bylivspulje på 10 millioner krone i 2027 bidrage til, at der løbende kommer arrangementer, der skaber liv, engagement og fællesskab i byen og samtidigt understøtte, at Aarhus kan blive Danmarks førende juleby.

Indsatsen med bylivspuljen vil blive udviklet i samarbejde med Erhverv Aarhus, Dansk Erhverv, Stadsarkivet, aktører i detailhandlen og kulturaktører med flere. Den nye pulje skal understøtte handelslivet i Aarhus, på et tidspunkt, hvor det står overfor markante udfordringer med ændrede forbrugsvaner, stigende internethandel og forandringer i byens mobilitet, der lægger pres på butikkerne og handelslivet.