Striptease afslørede embedsværkets tonedøvhed
Nogle gange brister illusionerne, når realiteterne kommer i spil.
Borgermødet var striptease for åbent tæppe uden, at det var annonceret på forhånd.
Det var den chokerende oplevelse, man som tilhører sad tilbage med efter det eksplosive borgermøde tirsdag 7. oktober i den tidligere byrådssal på rådhuset i Hornslet.
Borgermødet handlede altoverskyggende om det kontroversielle og dybt kritiserede forsøgsprojekt på Byvej, der indebærer ensretning af gaden.
Det er forbløffende, hvordan et oplæg fra embedsværket, bestilt af politikerne, kan være så tonedøvt og virkelighedsfjernt i forhold til den massive kritik, der har været.
Dialogen med lokale borgere, distriktsrådet, skolen og handelsstandsforeningen skulle angiveligt have været positiv, men virkeligheden viste sig at være en helt anden. Det var en illusion, der smuldrede på stedet.
Handelslivet og mange borgere var mødt talstærkt frem og var flittige til at sige deres mening.
Flere fra handelslivet gav udtryk for, at det vil få katastrofale økonomiske konsekvenser for dem, fordi nedlæggelsen af 17 parkeringslommer og den forringede tilgængelighed vil føre til et dramatisk fald i kundestrømmen og dermed deres omsætning.
Flere politikere er allerede begyndt at tale om, at de vil bruge standsningsretten i Erhvervs- og planudvalget, og andre konstaterer, at det her er en ommer.
Hvordan kan man lave oplæg fra embedsmandsside på bestilling af politikerne og så være så tonedøve og virkelighedsfjerne i forhold til den kritik, der har været? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.
Det er okay, at man som embedsmand ikke er enig med kritikerne, men så har man også på forhånd opgivet at finde løsninger, som et stort flertal vil kunne bifalde.
Det er som at hælde gift i halsen på mennesker, der i forvejen anser kommunen mere som en bagstopper end en offensiv midtbanespiller med blik for mulighederne til at komme frem til en scoring, som alle kan juble over.
Politikerne opfordres til at melde klart ud efter borgermødet. Det kan ikke vente til møderne i november. Pil det her af brættet med det samme. Det er spild af tid og ressourcer at fortsætte.
Lav i stedet en helhedsplan for trafikken i Hornslet, der både tilgodeser trafiksikkerheden for de svage trafikanter, men også overvejer, hvad der skal ske, når Kulturhuset i bymidten står klar til brug i 2028 og en ny udstykning i Hornslet Vest tager form.
Politikerne skal lige sunde sig efter et brutalt wakeup call, da illusionerne smuldrede og virkeligheden eksploderede på borgermødet. Det må give anledning til et mindre rivegilde politikere og embedsværk imellem, at der kan være stor uoverensstemmelse mellem hvad der står i en kommunal dagsorden og så de faktiske forhold.
Det er forståeligt, hvis handelslivet og borgere i Hornslet står måbende tilbage. Det bliver spændende at høre, hvad politikerne siger, når de kommer ud af deres lønkammer.
Borgermødet var striptease for åbent tæppe uden, at det var annonceret på forhånd.