Fortsæt til indhold

Farvel til 'Kaj Post' - honnør til en ægte KPI-kæmpe

Jan Møller Laursen døde torsdag efter længere tids sygdom. Hans kælenavn »Kaj Post« var kendt af mange, og han mindes på Kolind Stadion lørdag.

Samfund

Jan Møller Laursen var indbegrebet af Kolind-Perstrup Fodbold.

Torsdag gik han, midtvejs i 50’erne, bort efter kort tids sygdom.

Lørdag mindedes »Kaj Post«, som var hans kælenavn, forud for dagens kampe på Kolind Stadion.

Jan Møller Laursen blev tidligt en del af Kolind-Perstrup Fodbold - ligesom hans ældre brødre, Jørgen, Hans og Per.

Kvartetten nåede alle at sætte deres præg på fodboldspillet i Kolind og er noteret for mange kampe på klubbens førstehold.

Jan Møller Laursen hørte ikke til de mest højtråbende, men når han sagde noget i omklædningsrummet eller undervejs i kampene, blev der lyttet af de yngre holdkammerater. Der stod respekt om ham.

Spillemæssigt var han en stærk centerforsvarer med en virkelig god teknik, et godt hovedspil og et spark, der kunne ødelægge et målnet, når han sparkede et frispark direkte i kassen.

Han hørte ikke til de hurtigste, men til gengæld var han taktisk kløgtig, så hans fart sjældent blev et problem. Han læste simpelthen spillet og havde en opfattelsesevne, der var unik.

Jan Møller Laursen havde en humor, der var underspillet, skarp, drillende og sjov på samme tid, og når han foldede sig ud i tredje halvleg, var det en sand fryd at være en del af omklædningsrummet.

Alletiders kammerat

Han var varm om hjertet, havde et skævt smil og alletiders kammerat. Det vil alle i KPI kunne skrive under på.

Efter sin aktive karriere, og den blev lang, fortsatte Jan Møller Laursen med at komme på stadion og følge både senior- og ungdomskampe.

Han var også kendt rundt om på Djursland i fodboldkredse, fordi hans aktive karriere strakte sig over mange år.

En sand KPI’er i ordets egentlige forstand er gået bort. Æret være hans minde.