Fortsæt til indhold

Aarhusiansk apotek får misbrugt sit navn af polske bagmænd

Den nuværende ejer af Trøjborg Apoteks domæne, polske Kamil Gaede, afviser, at han gør noget forkert.

Samfund
Citathistorie: TjekDet

Trøjborg Apotek i Aarhus og Vaisenhus Apotek i København får misbrugt deres navn og omdømme af polske bagmænd, der sælger tvivlsomme sundhedsprodukter fra apotekernes tidligere hjemmesider.

Det skriver faktatjekmediet TjekDet.

De polske bagmænd, der ikke umiddelbart er affilieret med hinanden, har hver især overtaget et apoteks domæne, efter det er udløbet, og sælger nu kosttilskud, som TjekDet tidligere har sat i forbindelse med svindelannoncer på sociale medier.

Selvom begge sider er blevet ændret, efter de kom på udenlandske hænder, giver de begge fortsat klart indtryk af at være de rigtige apotekers hjemmesider.

»Personerne bag siden udgiver sig for at være et apotek, og det må man ifølge Apotekerloven ikke, medmindre man er apoteker. Så det, de gør, er ulovligt,« vurderer Daniel Mathias Bager, som er jurist hos Forbrugerrådet Tænk, over for TjekDet.

Den nuværende ejer af Trøjborg Apoteks domæne, polske Kamil Gaede, afviser, at han gør noget forkert. Han afviser også at være såkaldt domænehaj, selvom TjekDets research viser, at han har en historik med at overtage udløbne domæner, og at han ejer en række domæner i forskellige lande, der typisk relaterer sig til sundhed eller medicin.

Efter TjekDets henvendelse har han dog tilføjet et afsnit i bunden af hjemmesiden, hvor han understreger, at der ikke er tale om et apotek, og at siden ikke er forbundet til Trøjborg Apotek.

Det er ikke lykkedes TjekDet at komme i kontakt med den anden polske mand, der ejer domænet for Vaisenhus Apotek. Men apotekets rigtige ejer, Bilal Marashdeh, ser med stor alvor på sagen.

»Det er vildledende og skadeligt for Vaisenhus Apoteks omdømme, og der er en alvorlig risiko for, at domænenavnet nu kan blive brugt til at misinformere om sygdomme eller medicin,« siger han til TjekDet.

Ifølge sekretariatschef i Klagenævnet for Domænenavne, Thomas Riis, har de to apoteker en god chance for at få deres domænenavne tilbage, hvis de ønsker det.

»I dette tilfælde er der meget stor sandsynlighed for, at de oprindelige ejere ville få domænerne tilbage, hvis de klagede. Det er jo en form for identitetstyveri,« siger han til TjekDet.