Ny aktivitetsplads er på vej til landsby
Den skal ligge ved byens lille sø.
En landsby har fået så mange flere børnefamilier, at de har et stort ønske om at opgradere byens legeplads. Det viser et mødereferat fra Landdistriktsudvalget.
Der er tale om Helstrup, der ligger nord for Langå.
Her har Helstrup Forsamlingshus og Borgerforening søgt LAG Randers-Favrskov om tilskud til at skabe en aktivitetsplads i byen. Den lokale LAG ønsker dog at gemme de fleste af deres midler - der kommer fra EU - til erhvervsprojekter, og derfor har de sendt ansøgningen videre til Landdistriktsudvalget, der har en pulje til medfinansiering af LAG-projekter.
Politikerne godkendte ansøgningen, og der er derfor 239.987 kroner på vej til foreningen. Der er stadig omkring 1,5 millioner kroner tilbage i den nævnte pulje.
Aktivitetspladsen skal ligge ved regnvandsbassinet i Helstrup. Her har frivillige allerede etableret stier i området, som de selv vedligeholder, og et fint hus ved regnvandsbassinet samt en bro.
Projektet har en samlet sum på 483.973 kroner eksklusiv moms. I det beløb er der indregnet 10.000 kroner til en indvielsesfest.