Iværksætter har fået nok – politiker ville have gratis kager
Iværksætter siger fra over for gratis sponsorater.
Iværksætter Ida-Sofie Sellerup fra Aarhus har fået nok af henvendelser om gratis sponsorater. Senest blev hun kontaktet af – byrådskandidat Bettina Nørkjær Franch fra Det Radikale Venstre, som spurgte, om hun ville sponsorere cookies til en valgkampagne.
»På den ene side går hun ind for iværksætteri. Alligevel spørger hun, om jeg vil sponsorere cookies. Det er noget pis. Hvis man støtter iværksætteri, så betaler man det, det koster,« siger Ida-Sofie Sellerup.
Hun delte i weekenden sin frustration på sociale medier efter henvendelsen fra Bettina Nørkjær Franch, som selv mener, at hendes forespørgsel var i orden.
Bettina Nørkjær Franch ønskede at bruge cookies fra Ida-Sofie Sellerups bageri, Ellie’s Cookies, som en del af sin kampagne for iværksætteri. Men for Ida-Sofie Sellerup gik grænsen, da der blev spurgt til et sponsorat.
»I henvendelsen får jeg en opfattelse af, at iværksætteri skal fremmes. Men så vil hun høre, om jeg vil sponsorere et antal cookies. Her hopper kæden af for mig,« siger Ida-Sofie Sellerup.
Hun oplever ofte, at folk spørger om gratis cookies, men det er særligt frustrerende, når man som nyopstartet iværksætter har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
»Jeg synes, mærkesagen er prisværdig, men det klinger hult. Hvis man spørger om et sponsorat, men ikke vil betale, så er man blind for, hvad iværksætteri kræver,« siger hun.
Respekt for iværksætteren
Bettina Nørkjær Franch ser anderledes på sagen. Hun siger, at hun er ked af, at Ida-Sofie Sellerup finder hendes forespørgsel upassende.
»Jeg synes, jeg har sendt en meget åben forespørgsel. Det var kun, hvis det gav mening for hende, og jeg har stor respekt for, at hun ikke ser meningen i det,« siger Bettina Nørkjær Franch.
Kan du forstå, hvorfor Ida-Sofie Sellerup synes, det klinger hult, at du ikke vil betale for hendes cookies, når du har iværksætteri som mærkesag?
»Det har ikke været min tanke, at det er udnyttelse. Det er en mulighed for at synliggøre hinanden.«
Hun tilføjer:
»Jeg har ikke indblik i den pågældende iværksætters økonomi. Jeg mener, det er okay at spørge om hjælp, hvis man gør det muligt at sige nej. Overordnet er det de små donationer, der får min valgkampagne til at løbe rundt.«
Stigende tendens
Efter Ida-Sofie Sellerup delte sin oplevelse på Instagram, har flere iværksætterkolleger bakket op om hendes kritik og peger på, at forespørgsler om sponsorater er en stigende tendens
Ifølge Ida-Sofie Sellerup er der opstået en kultur, hvor mange tror, at omtale eller følgere kan erstatte betaling for varer.
»Jeg er klar over, vi får markedsføring fra influencere. Men jeg ville ønske, vi iværksættere stoppede op, spolede båndet tilbage og spurgte, om vi får nok ud af den samfundskontrakt,« siger hun.
Hun mener, at iværksættere ikke bør gå på kompromis med kravet om betaling for deres arbejde.
»Måske nogen ser min historie og opdager, at man kan stille krav til kandidaterne, når de deler roser eller cookies ud. Går de hele vejen selv?« siger Ida-Sofie Sellerup.