Mindeord: En smuk og kærlig kvinde og mor sagde farvel
Inga Pedersen, 1936-2025, sov stille ind søndag aften, den 12. oktober, omgivet af sine børn og børnebørn. En smuk og kærlig kvinde og mor sagde farvel.
Inga var fra 1988 og i mange år frem medlem af Soroptimistklubben i Skanderborg. Desværre blev hun i 2023 for syg til at kunne deltage i vores møder og arrangementer. Inga var aktiv på flere måder: Præsident fra 1999-2001 og i alle årene en aktiv del af klubbens malergruppe, som producerede produkter, der blev solgt til fordel for klubbens arbejde med at støtte kvinders og pigers vilkår både lokalt, nationalt og internationalt.
Inga var oprindelig uddannet sygeplejerske, men da hendes ægtefælle, Knud, grundlagde eget firma i 1962, blev Inga en vigtig del af opbygning og drift af firmaet og blev firmaets regnskabsfører. For mange af klubbens medlemmer huskes Inga som en glad, positiv og udadvendt kvinde, som vi savner.