Fortsæt til indhold

Efterårsferie med vildt rekordbesøg: 135.000 gæster på ni dage

Besøgsrekord i Djurs Sommerland: 885.000 gæster i 2025. Efterårsferien alene tiltrak 135.000 besøgende.

Samfund

Cyklede du forbi Djurs Sommerland lørdag eftermiddag, mødte der dig et syn af biler, der oversteg din vildeste fantasi.

Farverige oplevelser: Nyt koncept lyste op i de mørke timer i efterårsferien. Video: Lars Norman Thomsen

Besøgstallet var så højt, at græsstykket på den modsatte side af vejen måtte tages i brug.

Djurs Sommerlands sædvanlige parkeringspladser var fyldt til bristepunktet.

Ude på vejen løb medarbejdere nærmest spidsrod mellem de mange biler og forsøgte efter bedste evne at gelejde bilerne på plads.

Derfor var det ikke overraskende, at der blev dømt imponerende besøgsrekorder, da den sidste gæst havde forladt forlystelsesparken søndag eftermiddag.

885.000 gæster besøgte Djurs Sommerland i 2025. Alene i efterårsferien dukkede der rekordmange op, 135.000 gæster.

»De tidligere rekorder lød på 878.000 (2022) sammenlagt og 113.000 gæster i efterårsferien,« fortæller en glad Henrik B. Nielsen, administrerende direktør i Djurs Sommerland.

Perfekte vejrforhold

»Det er ikke altafgørende, at vi sætter besøgsrekord i 2025. Nu satser vi på at få sluttet godt af og give vores gæster en god oplevelse i efterårsferien, så ser vi på efterfølgende, hvad det samlede antal gæster lyder på i år,« lød det fra Henrik B. Nielsen, dagen før parken åbnede til de ni dages efterårsferie.

Vejrudsigten for efterårsferien så ikke så tosset ud, og det kom til at holde stik.

Det gode vejr og lune temperaturer kombineret med det nye koncept, Djurs Sommerland After Dark, i de mørke timer, hvor området foldede sig ud i samtlige kulører på farveskalaen, motiverede mange til at kigge forbi.

52.000 flere

Til sammenligning stemplede 833.000 gæster ind i Djurs Sommerland i 2024.

Det på trods af, at det var den sjette vådeste sommer siden 1874. Det gør sæson 2024 til den tredjemest besøgte i parkens over 40 år lange historie.