Eli ser sin kone to timer om ugen: »Jeg kan ikke lide begrebet ventesorg - jeg vil hellere kalde det forandringssorg«

Eli Sander Kristensen svinger i sin sølvgrå Toyota ud fra hjemmet i Risskov og kører de få kilometer hen til specialplejehjemmet Skovvang. Han tager som regel turen hver onsdag og søndag eftermiddag.

Netop det tidspunkt, hvor dagvagterne på plejehjemmet overdrager dagens opgaver til aftenvagterne. Så kan Eli sørge for sin hustru, Lissi, i overgangsfasen. Hun skal ikke have for meget postyr omkring sig, og et besøg skal ikke tage meget mere end en time.

Lissi er 77 år gammel og har levet med Alzheimers i over 10 år. Diagnosen fik hun i 2018. Eli Sander Kristensen, der er hendes mand gennem 57 år, har siden 2021 også været hendes værge.

Han har netop været på den traditionsrige ferie med hele familien, voksne børn og efterhånden også voksne børnebørn. Det var ottende gang, de var af sted. Denne gang gik turen til Malta. Lissi var dog ikke med. Det har hun ikke været i tre år.

Det er ved sådanne lejligheder, at Eli Sander Kristensen særligt savner Lissi. At kunne dele de oplevelser med hende.

Låser sig ind

Han svinger ind på parkeringspladsen ved Skovvang og parkerer lige foran hovedindgangen. Reserveret pårørende står der på skiltet. Der er som regel altid en ledig plads.

Henne ved indgangen tager han sin nøglebrik op af lommen og lægger den på en lille boks ved døren, så skydedøren går op. Næste skydedør skal også låses op. Det er hverken nemt at komme ind eller ud. Skovvang er et specialplejehjem for personer med demenssygdomme, og derfor er sikkerheden nødt til at være høj.

Døren ind til trappeopgangen skal igen låses op. På vej op ad trapperne glæder Eli Sander Kristensen sig over de mange farver, der møder ham. Vægmalerier med træer, blomster og dyreliv gør trappeturen til en lille skovtur.

Det er langt mere opmuntrende at se på end de tomme, hvide vægge, der var der før, tænker han. Det var en anden pårørende, der betalte en kunstner for at udsmykke væggene. Farver på væggene er der også på 1. sal, hvor afdelingen Alpedalen og dermed Lissis lejlighed ligger. De mange farver kan dog ikke fjerne lugten af urin. Den er ikke så slem i dag, tænker han. Han har nogle gange pointeret det over for ledelsen af plejehjemmet, men de kan ikke gøre mere. Og han forstår også godt, at det er svært.

I dagligstuen sidder Lissi i en lænestol. Hun sover, men vågner op, da hendes 77-årige ægtemand kommer og giver hende et kram.

Hun putter sig under et grønt tæppe.

»Fryser du?« spørger han.

»Ja, det tog lang tid at blive færdig. Helt i København,« mumler Lissi.

»Har du været i København?«

»Nej, det har jeg ikke,« griner Lissi.

»Nå, det var ikke derfor, det tog lang tid så,« siger han og aer Lissi over hånden.

Hjælper Lissi med at drikke

Eli Sander Kristensen hilser på det personale, som også sidder i fællesstuen. Han glæder sig over de mange kompetente medarbejdere, som tager sig kærligt af Lissi.

Med en hånd skubber han en lille skammel på hjul hen til lænestolen, hvor Lissi sidder. Så sidder han bedst og kan hjælpe Lissi med at få en tår kaffe.

Hun kan ikke længere hverken spise eller drikke selv. Hun ser meget dårligt og skal have hjælp til at rejse sig op, men går stadig selv med rollatoren.

»Vil du høre en historie?« spørger han og begynder at fortælle lidt, men når ikke langt, før Lissi virker til at blive lidt forvirret af historien.

»Ved du, hvem der har fødselsdag i morgen?« prøver han.

Lissi tøver.

»Det er den 21. oktober. Enogtyve-ti-syvogfyrre,« forsøger han for på den måde at minde hende om hendes personnummer.

Lissi kniber øjnene hårdt i.

»Det er dig, der har fødselsdag i morgen,« hvisker han til hende.

»Jeg skulle lige til at sige. Nå, så jeg har fødselsdag, ja.«

»Lene og Ebbe kommer. Synes du ikke, det er en god idé? spørger han.

»Jo, det er det sikkert,« siger Lissi.

Han kommer ikke selv i morgen, han venter til onsdag. Det vil blive for meget for Lissi, hvis han også er der.

Eli Sander Kristensen hælder lidt kaffe op og holder koppen for Lissi, mens hun drikker.

»Har du siddet her længe?«

»Jeg kan ikke huske det. Jeg faldt i søvn, da jeg havde sovet et langt stykke tid, og så faldt jeg i søvn igen.«

Kommer en tur på benene

»Det er en fin bluse, du har på i dag. Ved du, hvem der har givet dig den? Det har jeg. Til en fødselsdag engang,« siger Eli Sander Kristensen.

»Nå, jamen, det er 100 år siden,« siger Lissi og smiler.

Han siger til Lissi, at han lige vil gå ind og vande hendes blomster. Nu hvor han har været ude at rejse, så trænger de nok til lidt vand.

Kort efter er han tilbage.

»Uha, det er koldt,« siger Lissi.

Eli Sander Kristensen har fat i hendes hånd og gnider tommelfingeren hen over hendes håndryg.

Han spørger en af de ansatte, hvor længe hun har siddet der. Siden klokken 8.30, er svaret.

»Måske er det tid til at gå ind på toilettet?« foreslår han.

Men Lissi har umiddelbart ikke lyst til at rejse sig fra stolen. En af de ansatte får dog overtalt hende til, at det er en god idé at komme lidt op på benene.

Så går hun med rollatoren og støtte fra personalet den lille tur ind i hendes egen lille lejlighed.

Her er der masser af familiebilleder på væggene. Et helt tilbage fra 1950’erne, hvor Lissi som 9-10-årig står med den ene fod på pedalen af en stor damecykel, mens hendes lillebror sidder på en trehjulet cykel.

Der er også helt nye billeder, der er laminerede og hængt op på lågerne i tekøkkenet. Særligt en af medarbejderne på plejehjemmet er god til at tage beboerne med på ture, og Lissi er ofte med.

Selv tør Eli Sander Kristensen dog ikke længere at tage Lissi med på ture.

Han vil ikke kunne få hende ind i bilen mere. De har ellers haft mange gode udflugter sammen. Han husker dengang, de var i Den Gamle By og gik rundt derinde. Men i dag er Lissis syn også så dårligt, at det er begrænset, hvad hun vil få ud af en tur.

I lejligheden er der også en sensor på gulvet, som kan give besked, hvis Lissi skulle stå op af sengen om natten eller falde.

Da Lissi kommer ud fra toilettet, har hun svært ved at svare på, om hun vil blive i lejligheden eller ud i fællesstuen igen. Eli Sander Kristensen og den ansatte på plejehjemmet ender med at beslutte for hende, at hun sidder bedst derude.

Hun får tæppet om sig igen, og ægtemanden siger farvel.

»Jeg kommer snart igen,« siger han og giver hende kys og kram.

Venter ikke på en sorg

Eli Sander Kristensen er i godt humør, da han går derfra. Når Lissi har det godt, så har jeg det godt, tænker han.

Og hun var faktisk god til at gå med rollatoren i dag. Hun var kvik, selvom det jo bliver lidt small talk og ikke de dybe samtaler.

Klokken 11.31 bakker Eli Sander Kristensen Toyotaen ud fra parkeringspladsen igen. Nogle gange har han haft det skidt med at tage fra Lissi. Når hun ikke har det godt, så mærker han en længsel efter at have det, som de havde det engang.

Det er en tristhed, der råber efter, at alt det, der er gået tabt, skal komme igen.

Efterårsblade ligger på vejen, da han igen svinger ind på Skodshøjen.

Eli Sander Kristensen kan ikke lide begrebet ventesorg. Han synes, at det er noget sludder. Han går ikke og venter på en sorg. Han synes, det er mere rigtigt at kalde det forandringssorg.

Han rammes af en sorgfølelse hver gang, der sker en lille forandring. Hver gang der er en ting, hun ikke kan længere. Med ordet ventesorg bliver han mindet om, at hun skal dø en dag. Det ved han godt. Det behøver han ikke blive mindet om.

Han har for nylig fået arrangeret et møde med plejehjemspersonalet for at høre mere om, hvad der skal ske, når den dag kommer, hvor Lissi bliver erklæret terminal. Hvor hendes tilstand bliver så dårlig, at det handler om at give hende en værdig død.

Han kan ikke styre, hvornår det sker. Men han kan forberede sig bedst muligt.