Populært forpagterpar stopper
»Det har været en svær beslutning,« fortæller Anna Sabro Dolleris og Michael Rahbek Aebeloe, som stopper ved udgangen af 2025.
Efter tre år som forpagtere af Gjerrild Vandrehjem stopper Anna Sabro Dolleris og Michael Rahbek Aebeloe ved udgangen af 2025.
Det meddeler parret på Facebook.
»Det har været en svær beslutning, da vi elsker at være vandrerhjemsforpagtere og har været virkelig gode til livsstilen. Vi har knoklet som aldrig før og det har bragt de bedste oplevelser og venskaber med sig, som vi kommer til at have med os for evigt,« skriver Anna Sabro Dolleris og Michael Rahbek Aebeloe.
»Vi kunne ikke have bedt om et bedre vandrerhjem i en bedre by og hvis nogen spolede tiden tilbage og tilbød os vandrerhjemmet, havde vi gjort det hele forfra igen. Sikke et eventyr,« fortsætter de.
Årsagen til stoppet er, at Michael Rahbek Aebeloe har fået nyt job i Aarhus.
Parret har dog allerede masser af selskaber i kalenderen året ud, og de gennemføres helt som planlagt.
For de der har booket det populære vandrehjem længere ude i fremtiden, er det mere uvist, men processen med at finde nye forpagtere er allerede i gang.
»Til dem, der har booket i 2026, 2027 og 2028: Vi rækker ud til jer. Bestyrelsen er i færd med at finde nye forpagtere, og vi sørger for, I kommer i gode hænder, og overdragelsen bliver optimal,« forsikrer Anna Sabro Dolleris og Michael Rahbek Aebeloe.
Livsforandrende opkald
Det var en temmelig spontan beslutning, da parret i september 2022 overtog Gjerrild Vandrehjem.
Anna Sabro Dolleris og Michael Rahbek Aebeloe havde længe haft drømmen om at drive et sted med glamping, god mad og små koncerter, og da Michael Rahbek Aebeloe besøgte vandrehjemmet med sin tidligere arbejdsplads Viden Djurs, opstod muligheden pludselig.
Han ringede straks til sin kone, og derfra gik det stærkt.
»Jeg sad på kontoret, da Michael ringede. Det var en mandag. Så var vi ude at se stedet sammen onsdag, og vi var helt solgte. Vi sendte en ansøgning samme aften, og fredag var vi til samtale, og så fik vi det,« har Anna Sabro Dolleris tidligere fortalt til avisen.
Hun sagde derefter sit job hos Syddjurs Kommune op for at hellige sig forpagtningen af Gjerrild Vandrehjem på fuldtid.
I starten fortsatte Michael Rahbek Aebeloe i sit job på Viden Djurs, men efter et års tid kunne de begge gå på fuldtid på vandrehjemmet.